Læs op Udskriv $name Erfaringerne med frit valg i København Indførelsen af frit valg har medført forringelser både for de ældre og for de ansatte i den københavnske kommunale hjemmepleje. Af Mari-Ann Petersen Vi står ikke bare midt i store nedskæringer af den offentlige sektor. Vi står også midt i forandringer i den måde, det danske samfund har været indrettet på. På vej væk fra det vi kalder den nordiske velfærdsmodel, og hen imod minimalstaten. Det medfører store ændringer i den offentlige sektor. Indførelsen af frit valg på ældreområdet er ét af de mange tiltag, der skal minimere den offentlige sektor, ved at markedsføre alle de behov, der hidtil har været et samfundsmæssigt ansvar. Som led i regeringens ældrepakke vedtog Folketinget den 29. maj 2002 en ændring af serviceloven, som blandt andet betød indførelse af frit valg af leverandør til praktisk hjælp og personlig pleje på ældreområdet. Fristen for indførelse i kommunerne var 1. januar 2003. Regeringen havde maj samme år vedtaget reformprogrammet "Velfærd og Valgfrihed" for den offentlige sektor. Programmet var regeringens samlede strategi for reformering af den offentlige sektor. Det frie valg blev beskrevet som omdrejningspunktet for reformen og programmet indeholdt regeringens samlede præsentation af en række udspil vedrørende frit valg i den offentlige sektor. Et af initiativerne var vedtagelsen af loven om frit leverandørvalg på ældreområdet. EN ANDEN AF regeringens erklærede målsætninger var at "konkurrenceudsætte offentlig virksomhed", som angiveligt skulle være vejen til at øge kvaliteten og mindske de samlede udgifter. Det var netop meningen med reformen, at der skulle skabes større kommunale markeder, for at gøre det mere attraktivt for private at overtage offentlige opgaver, og det kan vi forvente med de nye større kommuner. Mere attraktivt er i den sammenhæng lig med mere profitabelt. Regeringen arbejder med at understøtte private leverandørers overtagelse af offentlige opgaver, blandt andet gennem Udliciteringsrådets vejledninger. Rådet udgav i februar 2006 en ny pjece "Inspiration til kommunalbestyrelsens arbejde med udbud". Heri opfordrer Udliciteringsrådet kommunerne til at øge graden af udbud. I pjecen gennemgås en række af de mulige opgaver, som kommunalbestyrelserne opfordres til i højere grad at sende i udbud. Heri nævnes en række opgaver, som kaldes "de oversete". Disse er blandt andet ældreplejen. Det reelle formål med udlicitering, også af ældreomsorgen, er at mindske den offentlige sektor og gøre løsningen af nødvendige behov til et så stort marked som muligt - med så stor profit som muligt. Der skæres konstant i den hjælp, de ældre kan få fra det offentlige samtidig med, at de private virksomheder har lov til at tilbyde denne hjælp som ekstra ydelser - selvfølgelig mod betaling. I sidste ende drejer det sig om gradvist at mindske den offentlige hjælp som et generelt gode og reelt genindføre fattighjælpen. DENNE ENORME økonomiske omfordeling fra offentlige velfærdsydelser til privat profit, udmønter sig i "frit-valgs-ordningen". Hvor de ældre skal vælge, om de ønsker at få hjælpen fra den kommunale hjemmepleje eller fra et privat firma. Ønsket om at mindske det offentliges ansvar og sænke de offentlige udgifter har stor betydning netop på ældreområdet, som i 2004 udgjorde godt 15 procent af de samlede offentlige serviceudgifter. Men økonomisk set har indførelse af frit-valgs-ordningen været en meget stor samfundsmæssig udgift. I 2004 havde kommunerne en ekstra udgift på 127 millioner kroner alene i øget administration. I København var udgiften i 2002 (hvor man forberedte indførelsen frit valg) på 16,3 millioner kroner årligt. Det svarer til 48.000 hjemmehjælpstimer om året i København. Det er et dyrt apparat, der skal køre for at administrere de privates indtog i hjemmeplejen. Hvert år skal der udarbejdes præcise kvalitetsstandarder for hjælpen. Hver eneste ydelse som de ældre har behov for, skal detaljeret beskrives og måles ud i minutter for derefter at kunne prisfastsættes. I den kommunale hjemmepleje skal der foretages en omfattende registrering af al hjælp, for at kunne beregne prisen både til den kommunale og den private hjemmepleje. Årligt skal der udarbejdes udbudsmateriale, kontrakterne skal løbende vedligeholdes og samarbejdet med de private sikres. Det offentlige har også pligt til at kontrollere den hjælp, de private leverer. Endelig skal kommunen sikre et beredskab, som med dags varsel kan sikre den nødvendige hjælp, når og hvis de private virksomheder krakker, eller bare ikke længere ønsker at udføre hjemmepleje i København. Det er allerede sket to gange i København. Det er et kæmpe arbejde og en stor offentlig skattefinansieret udgift, der i stedet kunne være brugt til mere velfærd på en lang række tiltrængte områder i København. FRIT-VALGS ORDNINGEN administreres gennem to modeller. Udbudsmodellen, hvor opgaverne simpelthen udliciteres. I København bliver grundig rengøring (hovedrengøring), indkøb og tøjvask varetaget alene af private firmaer. De ældre har dermed ikke frit valg. Den anden ordning, hedder "godkendelsesmodellen". Den indebærer, at alle virksomheder, der kan opfylde kommunens kvalitetskrav til personlig pleje og praktisk hjælp skal godkendes. I det tilfælde har de ældre muligheden for at vælge mellem den kommunale hjemmepleje og private firmaer. Indførelse af frit valgs ordningen er samlet set en forringelse af hjemmeplejen af flere grunde: Hjælpen i dag er meget ensartet og standardiseret, men mennesker er ikke er ensartede og standardiserede. De har forskellige behov, og behov som ofte skifter fra dag til dag. Når hjælpen er splittet op, kommer der forskellige mennesker og forskellige firmaer i hjemmene og yder pleje, gør rent, laver indkøb og vasker tøj. Og endelig fordi en række af opgaverne mere og mere udføres af ansatte uden plejefaglig uddannelse. Typisk udføres en meget stor del af de praktiske opgaver i dag af uuddannet personale, som selvfølgelig ikke har forudsætningerne for at vurdere behov og ændringer i almentilstanden. Foreløbig er det kun knap ti procent af de ældre, der har valgt et privat firma, men antallet vokser. Sammen med udliciteringen af "grundig rengøring" indkøb og tøjvask har det medført, at der er langt færre ansatte i den kommunale hjemmepleje end for blot to år siden. FOR DE ANSATTE har frit valg medført store forringelser. Mange er i dag ansat på daglejer-lignende vilkår. De er ansat i korterevarende vikariater eller som timelønnede tilkaldevikarer. Det betyder, at de ikke har tryghed i ansættelsen. Ingen tryghed i forhold til indtægt. De får ingen løn under sygdom, og de optjener ingen pension. Det er i dag vilkårene for rigtig mange, der arbejder i hjemmeplejen. For de fastansatte er arbejdsdagen enormt presset på grund af de stadige besparelser. Der løbes rigtigt stærkt, og arbejdet kan ikke altid udføres fagligt forsvarligt. De mange ansatte i vikariater eller som tilkaldevikarer, kender ikke borgerne, hvilket forringer både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø, fordi det tungeste arbejde efterlades til de stadig færre fastansatte. Dette har, sammen med konstante omstruktureringer, væsentligt forringet det psykiske arbejdsmiljø, ligesom det fysiske arbejdsmiljø på mange måder også er forringet. Det er tungt plejearbejde uden den luft som en tøjvask, et indkøb eller en gåtur tidligere kunne give. I København har vi nu fået en konservativ borgmester på området, Mogens Lønborg, og han vil gerne "tænke civilsamfundet ind i opgaveløsningen". Det betyder flere frivillige ind på området. Det vil igen sige færre job, og flere uuddannede. Kommunen har stadig pligten og udgiften til at sikre et beredskab, hvis de frivillige eller naboerne holder op med at "løse opgaverne". Sidste år sendte regeringens Udliciteringsråd en ny prøveballon op. Nemlig et forslag om at privatisere myndighedsopgaven: at visitere til hjælp. Det skulle angiveligt være for at undgå at favorisere den kommunale hjemmepleje. Men i virkeligheden er det et begyndende opgør med et af de grundlæggende principper i den nordiske velfærdsmodel. At alle har lige ret til offentlige ydelser og tildeles dem efter politisk vedtagne kriterier. Hvis vi ikke forhindrer, at private virksomheder fremover overtager stadig større dele af de nuværende samfundsmæssige opgaver, vil de private kræve stadig større indflydelse på behovsvurderingerne. Og netop overtagelse af behovsvurderingerne vil være et slaraffenland for den private kapital. Så kan man med rette frygte, hvilke andre behovsafgørelser, der privatiseres. I den faglige kamp har vi store opgaver med at løfte den politiske kamp i velfærdsdebatten. Men vi står også med en stor opgave i forhold til at sikre overenskomstdækning af de private firmaer, der nu har overtaget en del af det offentliges opgaver. Samt at sikre organisering af kolleger og valg af tillidsrepræsentanter. Mari-Ann Petersen, er FTR i hjemmeplejen i Københavns Kommune og medlem af fagforeningens bestyrelse. Tilbage til august 2006