$name

Otte dages erstatningsferie

 
Det skal koste, hvis en medarbejder kaldes på arbejde i sin ferie, som det skete for sygehjælper Lillian Hammerdahl.
Otte dages erstatningsferie fik hun for afbrudt ferie.
  
Af Merete Astrup
 
Lillian Hammerdahl fik otte dages erstatningsferie for at blive indkaldt en dag i sin ferie.

Det skete på et mæglingsmøde mellem FOA og Danske Regioner, hvor parterne indgik forlig om at Købehavns Amt skulle yde Lillian Hammerdahl otte dages ferie op til en fri weekend.

Forliget er en principsag eftersom der ikke ligger nogen tidligere afgørelser.
Det var, hvad Lillian Hammedahl selv havde stillet op som rimeligt efter at have fået ødelagt sin ferie, som hun siger. 

- Det er rimeligt, og sagen her viser at det kan betale sig at stå fast, og det nytter noget at have sin fagforening med, siger en tilfreds og glad Lillian Hammerdahl.

Lillian Hammerdahl blev ringet op i sin ferie sidste år og bedt om at komme på arbejde dagen efter, da der var personalemangel på grund af massiv sygdom.
 
Ferie ikke fridag
Lillian gjorde opmærksom på, at hun havde ferie og ikke en fridag, som afdelingens sygeplejerske, der ringede, troede hun havde.

- Alene det at blive ringet op i sin ferie er frustrerende, og at gå på arbejde en dag midt i ferien ødelagde i hvert fald min ferie, og det skal koste, siger hun til infoa.

Både hun og tillidsrepræsentanten på KAS Herlev mente, at der skulle statueres et eksempel, så det ikke blev kutyme, at kalde folk ind fra ferie.

- Det troede de, man kunne uden at det koster noget. Men denne her sag viser, at det betaler sig at stå sammen og kæmpe. Jeg kunne jo ikke selv have nået dette resultat. Men så har vi nogle dygtige forhandlere, og dem vi jeg gerne give en cadeau. Og jeg vil gerne opfordre mine kolleger til at bakke op om deres fagforening, siger Lillian Hammerdahl.

Hun mener der er mange eksempler ude på arbejdspladserne, hvor man behandler folk for forgodtbefindende.

- Jamen, det er alt. Man bruger folk til det sidste. Overenskomster der ikke overholdes
i forhold til lønudbetalinger og ferier. Det er vigtigt at vi holder fast.

- Hvad der kan være et problem i mit liv i dag, kan være et problem i dit liv i morgen. Derfor må vi stå sammen i fagforeningen. Det er en opfordring, siger Lillian Hammerdahl.

Tilbage til december 2006