Læs op Udskriv $name Velkommen i smørhullet Ro og tryghed skal være i centrum for beboerne i Kirstinehaven Af Hanne Bros Emil på 92 år nynner og synger. - Hun har noget smukt hår, hende Hulda, siger han til en af de ansatte. I det hele taget siger Emil meget. Til tider giver det mening, til tider ikke. Fotografen hedder Vibeke og journalisten Hanne. Forvirrende… Hulda snakker om Island med Emil, der har styr på indbyggertal og størrelse på den nordatlantiske ø. Borgmesteren i Ballerup har lovet at komme til hans 100 års fødselsdag. Så skal de have en lille en, fortæller en fornøjet Emil. Til morgenkaffe Vi er til morgenkaffe i bofællesskabet Kirstinehaven. Omkring voksdugen i opholdsstuen "Kærminde" er de demente beboere og personalet bænket med kaffekopper, saftevandsglas og navneskilte. Ved siden af et landskabsmaleri på væggen hænger bordplanerne klisteret op på linjeret papir: Morgen, mandag-onsdag-fredag. tirsdag og torsdag. Middag og aften efter samme system ved det lille og det store bord. På opslagstavlen hænger der blandt andet en telefonliste. Hulda giver Ella lidt mere franskbrød, netop som Ellas besøgsveninde Ingelise kommer ind ad døren: - Vil du have en kop te? spørger Hulda straks. Ella griner lidt genert og fortæller Ingelise, at hun er glad for sin nye trøje. Hun får hikke og griner endnu mere. Ved den anden ende af bordet sidder Emil i blågrå jumper og diskret ternet skjorte. Han småsynger og taler stadig. Imens rydder Hulda diskret af og sætter service på rullebordet. Dets skarpblanke stål gør sammen med den kraftige loftsbelysning opmærksom på, at vi ikke befinder os i en almindelig stue, men i fællesstuen på Kirstinehavens første sal. Udenfor bumper S-togene til og fra Ballerup station med travle handlende, pendlere og skoleelever. På sidelinjen Hulda hjælper Ella op ved at række begge arme frem og tage fat om håndleddene: - du skal ned og have nusset tæer. Ella bliver fulgt til fodpleje af Ingelise. Hulda følger Inger over i en lænestol, Emil trisser selv bagefter ved egen hjælp. Da han igen sidder ned, spørger han efter sin stok. - Det er jo fordi, at du skal bruge din rollator, Emil, prøver Hulda at forklare. Inger holder hårdt om sit saftevandsglas med den ene hånd, mens den anden hånd skiftevis folder og glatter en fold i cowboybukserne. Endnu et tog pendler forbi, mens personalet skånsomt går rundt, sætter i opvaskemaskinen og aftørrer stålrullebordet. I dag er de tre personaler på stuen, fordi tirsdag er en af de dage, hvor Lisbeth og Svend er på besøg. De bor ellers hjemme hos deres ægtefælle, men kommer herhen to dage om ugen for at aflaste de berørende. Så i dag er Hulda, pædagog, Katja, social- og sundhedsassistent og Eva, sygeplejerske, på vagt sammen fra morgenstunden. Når der ikke er daggæster, er de to på job i hvert sit bofællesskab, "Kærminde" og "Forglemmigej". Lisbeth rynker bryn og følger lidt med fra sidelinjen. Til at begynde med, vil hun kun spørge om, hvornår hun bliver hentet. Et smørhul På "Forglemmigej" i den anden ende af gangen, er der lidt mere stille. Winnie lægger kabale med Ulla, der har opfundet sin egen metode, hvor farver og symboler skal gå op. Det vil sige kun spar oven på spar, kun ruder oven på ruder. Winnie var i praktik her i efteråret og har nu fået et barselsvikariat mindre end en uge efter, at hun var færdig på social- og sundhedsskolen. - Det er jo et lille smørhul at arbejde her," synes Winnie. "Det er noget helt andet end hjemmeplejen - for eksempel er der tid til at lægge kabale med Ulla, forklarer Winnie, mens hun blander kortene til en ny omgang syvkabale. Hun taler dæmpet, for de andre sidder og lytter til Kathy Bødtger og Gustav Winkler. Lisbeth er gået herned fra "Kærminde" i den anden ende af gangen. Rynkerne er rettet lidt ud, og hun vipper med højre fod i takt med musikken. Da Winnie er på vej til at sætte kartofler over, er Lisbeth på farten igen. Langsomt tøffer hun af sted med stift blik. Hun vender om og sætter sig i en tilfældig stol. Måske har hun glemt, hvad det var hun ville. Tilbage til december 2006