Læs op Udskriv $name Klumme Fy fy skamme Kan I huske den gamle børnesang som Klyderne havde stor succes med. Ikke mindst hos børnene, som her fik opbakning fra de tre klyder Jess Ingerslev, Tom Mc. Ewan og Jesper Klein, når de var lidt trætte af de voksnes "det må du ikke". Den sang gjorde det ligesom legalt at være "fræk", for vi voksne smilede med, når ungerne skrålede "Hva må vi så?" De må synes, at for en dygtig, når han vasker folkevognen ifølge sangen. Hvorfor nu sådan noget børnesnak i en tid, hvor der står afskaffelse af efterløn og ældrebyrde på velfærdsdagsordenen. Fordi jeg i denne tid føler mig lidt uartig, når jeg siger, at der i et velfærdsamfund - også det jeg bor og lever i - er råd til at have fritid. Jeg mener oven i købet, at det er en ret, at fritid er et velfærdsgode. Vi er siden Velfærdskommissionens fødsel blevet tæppebombet med økonomiske prognoser, og politiker- formaninger om, hvor piske nødvendigt det er, at vi arbejder flere år. Socialdemokraterne, De Radikale, og de konservative har nærmest været i konkurrence om, hvem, der var mest reformivrig. (Forringelser har det med at blive kaldt reformer i vor tids politik). Senest har Dansk Folkeparti meldt sig i konkurrencen, trods klare løfter om det modsatte, og det giver nu det store regeringsparti Venstre er grønt lys for at gå med. I dette inferno er det svært at trænge igennem, med noget så absurd som, at det også er et velfærdsgode ikke at arbejde, når man er blevet træt efter mange år. Livet er da andet end arbejde. Det var det i hvert fald en gang. I midten af 80´erne strejkede vi for en 35 timers arbejdsuge. Det var ikke kun for at fordele arbejdet. Det var også for at få mere fritid. Jeg nævner det bare. Men "Næh, næh næh, det må vi ikke". Heller ikke i dag er det et folkekrav, at forringe retten til efterløn. Der findes mennesker i dette samfund, der givetvis har det bedst med meget arbejde, i mange år, oftest dem med det sjoveste arbejde, som er godt lønnede. Men der eksisterer også de mennesker, som eksempelvis sundhedspersonalet, der ikke vil mere, fordi de gerne vil nå have et liv fyldt med andet end arbejde. Mange af dem har ondt i ryggen, men kan godt kysse på børnebørnene. Kort sagt de har brug for at restituere sig. Fritid er en ret ikke en pligt. Dem der vil noget andet, kan vælge fra. Velfærdsgoder er ikke noget, man behøver at bruge. Og så lige til sidst: Halvdelen af efterlønnere under 62 år var ledige, da de gik på efterløn, viser en spritny opgørelse fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke. Nå, det var bare det jeg ville sige, og jeg har fundet mit gamle kassettebånd med Klyderne frem. Af Merete Astrup, Redaktør, infoa Tilbage til februar 2006