Læs op Udskriv $name "Det er simpelthen så hårdt" Der skulle en TV udsendelse med et skjult kamera til at få de ansvarlige politikere op af stolen. I første omgang dog blot hen til håndvasken, hvor køen er lang. Her står de endnu, mens personalet står rystet og chokeret på deres arbejdsplads, som hurtigt blev location for TV og Radio. Både den lokale og landsdækkende. Af Merete Astrup Den spinkle unge pige råber det næsten til borgmesteren: " Det er simpelthen så hårdt!" Forstå det dog. Det er mandag eftermiddag. Personalet på Fælledgården har netop været til møde i festsalen. Tilstede er også deres konstitueret leder Christian Bartholdy, sundhedsborgmester Mogens Lønborg og Direktionen i Sundhedsforvaltningen. Nu kommer de ud til de snurrende kameraer og de åbne mikrofoner. Fra tidlig morgen har Tv, Radio og aviser været indenfor - og udenfor Fælledgården. Mange af medarbejderne har røde øjne, nogle er tavse som graven, andre raser med ord og hele kroppen, mens nogle andre græder stille. Alle er mærket af den underlige dag. De går alle forbi kameraer journalister. Uvirkelig virkelighed Hele dagen har medarbejderne befundet sig i en uvirkelig tilstand. Men det ér virkelighed, at samtlige danske TV seere, der aftenen i forvejen så Søndags Magasinet på DR 1, havde set, at på Fælledgården taler personalet hårdt til de ældre. De hjælper dem ikke på toilettet, og bleen bliver først skiftet efter 14 timer. Vi har jo set det, så det er sandt. Det kan medarbejderne ikke løbe fra forstås. Og det prøver de heller ikke på, denne mandag eftermiddag. Men de prøver på at forstå, hvordan det kan gå til, at de selv og deres arbejdsplads over night fremstår som et sted, der nærmest misrøgter de ældre. De kan ikke forstå det. De ved til gengæld alt for godt, at de kan gøre deres arbejde meget bedre, hvis vilkårene er til det. De husker tilbage. For bare 10 år siden var der tid til omsorg og pleje. I dag kan de lige akkurat vedligeholde de ældre beboere. Personalet kan sagtens forklare, hvorfor nogen føler sig svigtet, og hvorfor opgaver må vente. En person kan ganske enkelt kun være et sted af gangen. - Vi skal hele tiden træffe et valg. Skal jeg hjælpe med toiletbesøg eller skifte en ble, Skal jeg sørge for frokosten, eller tørre lort op fra gulvet, uanset hvad jeg vælger, så svigter jeg noget andet. Ordene kommer meget hurtigt efter hinanden. - Det er simpelthen så hårdt, næsten skriger Sofie og stemmen er lige ved at knække over. - Hvornår bliver det sagt, får hun frem og slår ud med armene. Der er ikke lang vej til gråd hos flere af medarbejderne. - De ved det jo godt, de ved det jo godt, siger TR, Tine Staunsholm, med grådkvalt stemme, og med adresse til Sundhedsborgmesteren og Sundhedsforvaltningen. Hun kan slet ikke klare, at sundhedsborgmesteren og andre i forvaltningen nu siger, at de ikke vidste, at det stod så slemt til med ressourcerne. - Vi har jo gjort opmærksom på det siden 2003. Forskelligt sprog En gruppe tillidsfolk og jeres udsendte går ned i TR lokalet i kælderen. Alle vil egentlig gerne fortælle nøgternt om det hele, men det er svært at holde hovedet klart. Lige nu har følelserne overtaget. - Vi er ulykkelige, afmægtige, vrede, vi føler os svigtet. Stemningen er i bund, men vi prøver at holde begge ben på jorden. Vi er ramt på vores fag - på vores faglighed. Det fylder meget lige nu. Lidt kaffe og lidt småkager kommer på bordet. - Det er ikke et virkeligt billede af Fælledgården. Det er ikke det, der foregår på vores arbejdsplads. Det var reaktionen hos flere medarbejdere mandag morgen efter TV udsendelsen. De er alle rystede over klippene, men også over at de har deltaget i skjult kamera. - Bliver der vist flere klip på et tidspunkt, er et spørgsmål, der stilles mange gange. - Seerne ved ikke, hvad der er foregået før og efter de klip, de har set på TV, de ser en brøkdel af det, der sker. - Og sproget, ja det skal være ordentligt, men når vi bliver så presset, som vi gør, kan det ske at tonen bliver lidt skinger. Vi er kun mennesker. - Men prøv lige og hør. Man taler også forskelligt til mennesker. Man tale anderledes til en havnearbejder end til direktør Mærsk. Det gør man også uden for plejehjemmene. - Og alle vegne, også på et plejehjem, er det sådan, at man ikke kan stille alle tilfredse. Det hører altså med. Os udenfor Uden for plejehjemmene lever alle os, der kun kender plejehjemsverdenen fra det, vi ser i TV og læser om i aviserne. - Folk, der ikke kommer på et plejehjem, ved jo ikke, hvordan vi arbejder, og hvilke betingelser vi har. De kender ikke vores beboere. Men vi tror selv på, at det vi gør, er godt nok. Vi gør det så godt, vi kan ud fra de forudsætninger, vi har. - Ved man, at beboersammensætningen ændrer sig, så vi i dag har mange demente, som kræver megen pleje og meget tid, og det har vi ikke fået flere hænder til. Udsagnene suser ud i rummet og spørgsmålene er rettet alle os der ikke kender plejehjemmene, og ikke mindst til de politikere der har det øverste ansvar. Tine Staunsholm prøver at samle trådene. - Vi har ikke noget imod, at der kommer fokus på plejehjemmene heller ikke på vores. Vi har ikke noget imod, at der kommer fokus på os medarbejdere. Det var jo derfor, vi gik i medierne, til Sundheds- og omsorgsudvalget i Borgerrepræsentationen og Folketinget i 2003. Problemet er, at der ikke kommer noget positivt ud af det. Sådan har det i hvert fald været indtil nu, siger tillidsrepræsentanten. Denne mandag eftermiddag er der heller ikke ret mange, der tror på, at der kommer de nødvendige ressourcer og penge på bordet. - Næh, lyder det. - Hvis det var sådan, ville borgmesteren vel have givet et tilsagn på det møde, vi lige har haft. Hans "udstrakte hånd" rakte kun til, at han bakker os op. Fint nok - men hvordan? Sådan er oplevelsen hos de medarbejdere, der pludselig blev landskendte uden, at de vidste det. - Nu må vi prøve at komme videre, som tillidsrepræsentanten siger, og vi håber da, at Lønborg står ved sin opbakning, også når der skal forhandles budgetter. Tilbage til juni 2006