Læs op Udskriv $name Fanebæreren Fagforeningens nye fane var på gaden for første gang den 1. maj i år, og der gik kun 17 dage inden den igen var ude. Det er en debut der vil noget. Men fanen deltager også i andre begivenheder end demonstrationer. Der er både regler, traditioner og etik forbundet med at bære den røde fane, siger fanebærer Benthe Viola Holm. Af Merete Astrup Du må ikke spørge, hvor længe jeg har været fanebærer, for det kan jeg ikke huske, siger Benthe Viola Holm, som var fanebærersuppleant i mange år inden hun tog over. - Jeg så det altid som en ære at gå ved siden af fanen og Alice, som dengang var fanebærer. Denne 1.maj havde Benthe Viola så den nye fane med ud for første gang. den nye fane er et resultat efter fusionen med PMF, og navneforandringen til Fag og Arbejde. Vi har kun én fane Benthe Viola Holm erindrer med et smil og en lettere hovedrysten, at det var meget sværere, at bære fanen da hun var suppleant end nu. Jeg turde ikke tage ordenligt fat, fordi jeg var så stolt. Jeg rystede nok lidt på hænderne, så den var svær og tung at gå med. - Men vinden blæste altså også anderledes dengang vi gik i 1. maj demonstration indefra Nørre Søgade. Den tog hårdt i fanerne, husker Benthe Viola. "Dengang" - var de store enhedsdemonstrationer, hvor hele fagbevægelsen og arbejderpartierne som til sammen var en kæmpe flok. Da gik flokke i stjernedemonstrationer til Nørre Søgade, hvorfra man så gik fælles til Fælledparken. - Det var sjovere at gå dengang, for der var altid levende musik med. Det kunne jeg godt tænke mig igen. - Men fanen er overhovedet ikke tung mere, griner Benthe Viola Holm. Hun bliver alvorlig, da hun siger, at hun stadig er meget stolt og meget rørt over at gå med fanen. - Kan du prøve at fortælle hvad det er der gør det? Efter en kort pause, siger hun: - Vi har kun én fane. Når jeg går med den, repræsenterer jeg ca. 19.000 mennesker. Fanen udtrykke sammenhold, at vi skal gøre tingene i fællesskab. Det er dét, den fortæller. Personligt får hun også flash back til 1.maj, sol og sommer og knæstrømper. Jeg var med mine søskende og mor og far i Fælledparken, og det var jo altid sommer, ikk? Og folk var ordentlige ved hinanden. Men ved du hvad - det har aldrig været regnvejr når jeg har båret fanen. Det har hendes tidligere suppleant til gengæld prøvet en enkelt gang eller to. Benthe Viola Holm rydder sin kalender i det omfang, det overhovedet kan lade sig gøre, når fanen kalder. Begravelser Ud over 1.maj og demonstrationer bliver fanen kaldt ud til andre begivenheder. Bryllupper for eksempel. I den mere triste ende af skalaen til begravelser. Hvis medlemmer af fagforeningen, eller rettere deres efterladte ønsker fanen til stede, kommer den. - Ja, begravelse er jo noget andet. Ved demonstrationer har man kampgejst og glæde. Ved begravelser tager man afsked med nogen, man holder af. Der er også forskel på begravelser. Hvis det er et yngre medlem, der døde, inden hun eller han nåede at blive aktiv, gør det ondt på én måde. Er det et ældre medlem, der har været aktiv i mange år, gør det ondt på en anden måde. Nogle afdøde kender jeg personligt andre ikke. Men i alle tilfælde er man i situation, hvor alle sørger og er berørte. Da fanebæreren står lige ved siden af den sørgende familie, så er det er vigtigt, at fanebæreren kan være rolig og afbalanceret. Man må gerne vise, at man er ked af det, men det går ikke at fanebæreren bryder sammen, forklarer Benthe Viola Holm. Hun kommer altid til kirken en time før familien. - Jeg sætter tid af til at punktere, til at Knippelsbro er oppe, selv om jeg ikke skal over den, så er jeg på plads, siger fanebæreren. Hun kan også fortælle anekdoter om, hvor vanskeligt det kan være at manøvrere med fanen i små kirker. - Fanen må jo ikke røre gulvet, og det kan være kringlet. Og så skal vi jo sænke fanen et øjeblik for at ære den døde, og det er meget tungt at stå med den sænkede fane. Ved en begravelse sagde præsten hele tiden, "se hvor smukt det er", og jeg tænkte: tier han ikke snart stille. Jeg kunne næsten ikke holde den, puster Benthe Viola for at understrege situationen. Blokader Så er der blokader. Det er godt nok længe siden fanen sidst har været til blokade. Sidste gang den var ude var da fagbevægelsen blokerede nogle restauranter og beværtninger i Nyhavn, fordi arbejdsgiverne ikke ville indgå overenskomster med tjenerne. - Det var mange dage i træk, og vi var mange, og det var sommer. Men ved du hvad, når man går med fanen, er det lige meget hvad vejr det er, man mærker det ikke. I Krystalnatten skal jeg bare huske at tage vanter på, for det er koldt om fingrene, siger Benthe Viola. - Hvor kommer fanen ellers med? - Ja, så er den jo med til vores generalforsamling og til kongresser. Men det største i år indtil nu i hvert fald var demonstrationen d. 17. maj. - Det var en dejlig oplevelse. Den dag var fanen overhovedet ikke tung. Der er noget særligt ved at gå imellem så mange faner, og lave faneborg. Ja og så har vi også fået tøj. Der var mange, der sagde, det var rigtig flot, og nogle var lidt "misundelige", fortæller fanebæreren. Alle medlemmer af FOA, Social- og Sundhedsafdelingen, kan få fanen ud til en begivenhed. Hvis man ønsker det skal man rette henvendelser til faglig sekretær Ulla Johansen. Tilbage til juni 2006