$name

Det rå arbejdsmarked

 
Hvad er det egentlig, der sker med arbejdsmarkedet for øjeblikket? Ja faktisk ikke kun for øjeblikket, det er snarere en udvikling der har stået på gennem længere tid. Lidt stramninger her og lidt ekstra pres der. Tilsammen tegner det et billede af et mere og mere brutalt arbejdsmarked. 
  
Af Elisabeth Lockert Lange 
   
"Noget for noget" - sloganet blev lanceret af regeringen, ment som en opsang til de der kun "vil" modtage og nyde, fx torturmishandlede flygtninge og andre kontanthjælpsmodtagere.

Et råt nok udsagn i sig selv, men har udviklingen i virkeligheden ikke allerede overhalet den holdning indenom, er der ikke snarere en "brug- og smid væk"-holdning, når det gælder mennesker? I hvert fald i forhold til arbejdsmarkedet.
 
Tænker du også sådan indimellem, eller er det kun mig?
 
Hvad jeg bygger det på? Mange tendenser som peger i nogenlunde samme retning.
 
For det første er der jo stress. Stress er tidens helt store plage, og det er ikke noget at spøge med. Sygehistorier og eksperter beretter om at man ikke bare kan affærdigere stress som noget de svage rammes af, at det bare er et modelune, noget folk siger for at få status.

Næh, stress ødelægger liv og helbred. Stress fører ofte til depression, og heller ikke det er noget at spøge med. Vi taler jo ikke om let nedtrykthed i januar men om en lammende tilstand af tomhed og håbløshed.
 
Midt i det hele svinges pisken over os alle: vi skal alle blive længere på arbejdsmarkedet. I travlheden og stressen. I skrivende stund har Dansk Folkeparti fremlagt deres forslag om efterlønnen, som de ganske vist ønsker bevaret som en femårig rettighed, men ikke fra 60 år. Både efterløns- og pensionsalder foreslår de hævet med to år.
 
I FOA ønsker man at bevare retten til efterløn som nu allerede fra 60 år. Det er der gode grunde til. Udspillet vil ramme FOAs medlemmerne både hårdt og bredt.

De går i gennemsnit på efterløn i en alder af 60,5 år uanset om deres økonomi kan bære det. De har ikke noget valg, de er nedslidte. Derfor er forbundet da også i gang med en underskriftindsamling - og den går strygende.
 
Tilbage til 50'erne
Per Schultz Jørgensen fra Den Alternative Velfærdskommission afviser også forslaget om at hæve alderen for retten til efterløn. Han anser det faktisk for helt unødvendigt.
 
Samtidig tager han, som en af de meget få, fat i problematikken omkring vores arbejdsmiljø. Alt andet lige betyder arbejdsmiljøet alverden for, hvor tidligt folk har fysisk og psykisk behov for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

Alle undersøgelser viser jo netop at det ikke er for sjov, folk trækker sig ud af arbejdsmarkedet. Langt den overvejende del gør det, fordi de ikke kan holde til presset, stressen og den fysiske belastning. Så hvorfor er der ikke flere, som har fokus på at forbedre arbejdsmiljøet?
 
Tværtimod går det jo den modsatte vej. Arbejdsmiljøet forringes i takt med at arbejdsmiljølovgivningen udvandet. Som årene er gået, har den nuværende regering nedprioriteret alle tiltag, som støttede en forbedring af arbejdsmiljøet.
 
Hvor er debatten om det, problematiseringen af det? Faglig sekretær i LFS, Olaf Christensen skrev i LFS nyt en artikel om regeringens arbejdsmiljøpolitik for et par måneder siden (nr 14/05). I den gennemgik han alle de forringelser som er indført i de forløbne fire år. Og alle de forslag til flere forringelser, som ligger parat.
 
En af de mest iøjnefaldende forringelser er at regeringen har afskaffet den obligatoriske BST-ordning, en ordning som i årenes løb har betydet meget for at forebygge arbejdsmiljøproblemer på arbejdspladserne.

En anden er at regeringen fjernede Arbejdstilsynets ret til at give arbejdsgivere administrative bøder. Som Olaf Christensen skriver: "Arbejdsmiljølovgivningen er på fire år stort set ført tilbage til det niveau, som lå i den gamle arbejderbeskyttelseslov fra 1954."
 
Hvad så med senioraftaler? For det kan vel ikke kun være økonomisk tvang, der skal holde flere og flere ældre mennesker fast på et stedse mere stressende arbejdsmarked. Desværre er senioraftaler de allerfleste steder forblevet ord til pynt.
 
Så seniorerne skal ville arbejdsmarkedet. Men vil arbejdsmarkedet seniorerne? Vil arbejdsmarkedet betale for overblik, erfaring og stabilitet?

Tilsyneladende ikke. I hvert fald får LFS i stigende antal besøg af medlemmer, som beretter om diskussioner med potentielt nye arbejdsgivere, som da ikke vil give ansøgeren den lønramme hun fik tidligere.

Lønmodtagerens fleksibilitet skal ikke kun gælde arbejdsforhold af alle slags. Man skal også være villig til at gå ned i løn, selvom man absolut ikke har fortjent det.
 
Der er også dem, der slet ikke kommer til samtale, fordi de er blevet 50 og derover. Ja allerede ved 45 er man gammel i nogle brancher. Erfaring er et plus når man er ung, men bruges imod én senere.
 
De sidste nye tal fra Arbejdsdirektoratet bekræfter "fornemmelsen". De viser at mere end hver anden, der gik på efterløn i 2004 og 2005 kom fra ledighed. Så måske er det på tide at få politikerne til at forholde sig til virkeligheden?
 
Som ser sådan ud: I løbet af de to år gik godt 25.000 under 62 år på efterløn. Heraf havde 10.685 indtil efterlønnen været på arbejdsløshedsdagpenge, mens 3.542 havde været på overgangsydelse (som langtidsledige over 50 år tidligere havde mulighed for at vælge).

Samlet set var det således 57 pct. af tilgangen til efterløn, der kom fra arbejdsløshed. Alene fra arbejdsløshedsdagpenge er det 43 pct.
 
Eksklusivaftalerne begravet
Nu har vi så også fået dødsdommen over eksklusivaftalerne. Hvad har den at tilføje til dette billede? Måske umiddelbart ikke så meget, siger mange. Men det hele skal jo ses i en sammenhæng.
 
De fleste steder bliver eksklusivaftalerne fremstillet eller opfattes bare selvfølgeligt som noget fagbevægelsen, fagforeninger og fagforbund har presset og tvunget igennem forhandlinger på arbejdsmarkedet.

Sådan er det jo ikke. Eksklusivaftalerne er en fælles aftale mellem arbejdsgiverorganisation og lønmodtagerorganisation. Aftalen er indgået af begge parter på arbejdsmarkedet, fordi den er til fordel for begge parters medlemmer. Ganske som så mange andre aftaler i det danske aftalesystem, den i øvrigt meget roste danske model.
 
Dommens begrundelse for at erklære eksklusivaftalerne for ulovlige er at de udgør en krænkelse af individets foreningsfrihed.

Det skal dog siges at ikke alle dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg var enige i dommen. Fem ud af de 17 afgav mindretalsudtalelser.
 
Som var det bestilt, har arbejdsmarkedsforskerne, professorerne Jesper Due og Jørgen Steen Madsen fra Københavns Universitet, netop udgivet en bog om det stigende pres på den danske aftalemodel og konsekvenserne for fremtidens arbejdsmarked.
 
Først og fremmest kan det stigende politiske pres (både herhjemme og fra EUs side) på arbejdsmarkedets parter let ende i noget, der minder om politisk diktat af indholdet i forhandlingsresultater og aftaler.

Først aftaler arbejdsmarkedets parter sig frem til noget for deres medlemmer, og bagefter ophæver politikerne samme resultat til lov for alle lønmodtagere. Så hvorfor være medlem af en faglig organisation, hvis man alligevel får det samme resultat via regeringen?

Eller sagt skarpere: hvorfor være medlem af en faglig organisation, hvis det alligevel er regeringen eller endog EU, som bestemmer vilkårene på arbejdsmarkedet?
 
Den problemstilling gælder for øvrigt slet ikke kun for fagbevægelsen, den gælder i lige så høj grad for arbejdsgiverorganisationerne.

Mens eksklusivaftalerne for fagforeningerne sikrer at alle bidrager til det fællesskab, som sikrer alles rettigheder (og ikke kun nyder godt af dem), så sikrer de samme aftaler stabilitet for arbejdsgiverorganisationerne.

Derfor lyder det da også fra flere sider at konsekvenserne hurtigt kan blive: væk med hovedaftalen og frem med strejkerne. Sådan som man ser det overalt i syden, hvor organisationsprocenten er lav og antallet af arbejdskonflikter og strejker høj (med den skade på både det offentlige og det private som det giver).

Eller fagforeningerne vil måske i højere grad kun satse på vilkårene for deres medlemmer, og ikke se på arbejdspladsen som helhed. Ansvaret for at løse problemerne for hele virksomheden bortfalder jo med eksklusivaftalerne.
 
FOA og LO tager dommen til efterretning. "Bisættelsen har fundet sted" mener Dennis Kristensen, FOAs formand. Eksklusivaftalernes død indtraf ved kendelsens offentliggørelse, og dommen har konsekvenser fra den 11. januar 2006.

FOA har som forbund alene eksklusivaftaler i et par mindre overenskomster med private arbejdsgivere, og dommen får derfor ikke den store betydning. På LFS' område er der fx ingen eksklusivaftaler, derimod er der aftale med kommunen om forhandlingsret.
 
Danske model under pres
Den danske model er med andre ord under kraftigt pres. Kan den overleve eller er den reelt under afvikling? Det er bl.a. det, Jesper Due og Jørgen Steen Madsen undersøger i deres bog "Fra storkonflikt til barselsfond".

De vurderer at den danske model presses dels af den økonomiske og politiske internationalisering og ikke mindst EU-reguleringen, dels af decentraliseringen ude på de enkelte arbejdspladser (det stiller ekstra krav til tillidsrepræsentanterne), og dels af at regering og folketing blander sig med krav og ønsker til indhold i overenskomsterne.
 
De to forskere anser presset fra regering og folketing som det største og farligste af de tre. Den tidligere klare opdeling mellem lovgivning og aftaler blev respekteret af det politiske system.

Men i stigende grad laves der nu en kombination af lovgivning og aftaler, hvor velfærdsspørgsmål inddrages i overenskomsterne. Men det er en hårfin balance.

For mange udgifter i overenskomsterne som politikerne bagefter alligevel lovgiver om til gavn for andre end fagforeningsmedlemmerne, skader den danske model. Og dermed gambler man med stabiliteten på det danske arbejdsmarked.
 
Elisabeth Lockert Lange er journalist på LFS Nyt.

Tilbage til marts 2006