Læs op Udskriv Håndhygiejne Hygiejneforskrifterne tages desværre ikke altid så alvorligt. Det bør de. Ikke bare på hospitalerne, men også i patienternes egne hjem, og på plejehjem. Hygiejnesygeplejerske Jette Houlind skriver her på baggrund af en afgørelse i Patientklagenævnet for en fysioterapeut. De grundlæggende forholdsregler i forhold til hygiejne er ens for alle der arbejder inden for social - og sundhedsområdet. Kort fortalt blev der klaget over, at en fysioterapeut ikke overholdt de almindelige hygiejniske regler i forbindelse med, at hun udførte fysioterapi på en patient indlagt på en intensiv afdeling. Fysioterapeuten bar ur, armbånd og fingerringe og var iført en åbentstående kittel med privat tøj under. I afgørelsen påpegede Patientklagenævnet, at det er i strid med de almindelige hygiejniske regler at bære hånd- og fingersmykker under arbejdet på en intensiv afdeling, da smykkerne kan være sæde for bakterier med risiko for at disse overføres til patienter og resulterer i infektioner. Dertil er at tilføje, at en arbejdsdragt/kittel kun beskytter, når den er lukket. Det er den første afgørelse fra patientklagenævnet, som implicerer dårlig hygiejne. Man kan frygte, at det ikke bliver den sidste. Problemerne er begyndt at melde sig på plejehjem og i hjemmeplejen. Derfor er der god grund til at repetere hygiejne. Hvad er så god hygiejne? Det er for det første at tænke sig om. Overvej hvilken smitterisiko der kan være ved den opgave, du skal udføre, og find ud af, hvordan du kan begrænse risikoen for smitteoverførsel mest muligt. Uanset hvilke undersøgelses- eller behandlingsopgaver man skal udføre, skal risikoen for at overføre smitte fra plejeperson til patient/borger og omvendt mindskes mest muligt. Risikoen for at forurene omgivelserne skal også minimeres. Det betyder, at alle patientundersøgelser, -behandlinger og andre procedurer skal tilrettelægges således, at der tages højde for at undgå kontakt med blod, sekreter og ekskreter. Dernæst at man anvender de korrekte værnemidler dvs. handsker, briller, plastforklæde, mundbind til beskyttelse af hud, slimhinder og arbejdsdragt. Og sidst men ikke mindst, at man udfører en korrekt håndhygiejne, bruger handsker og anvender korrekte rengørings- og desinfektionsmetoder til rengøring af udstyr og lokaler. Alle disse forholdsregler tages for at sikre, at den indirekte smitte der sker via hænder og forurenet udstyr minimeres for patienter/borgere og personale. Mange forskellige arbejdssteder Plejepersonalet udfører deres arbejdsopgaver forskellige steder - på hospitaler, på plejehjem, i borgernes eget hjem - og de har med forskellige kategorier af borgere og patienter at gøre - gamle, indlagte og ambulante, fysisk og psykisk handicappede. Nogle skal undersøges, nogle behandles og nogle genoptrænes eller have vedligeholdelsestræning. Så det indebærer også at der anvendes mange forskellige hjælpemidler som for eksempel gangstativer, stokke, lifte m.m.. Nogle hjælpemidler er individuelle andre er til kollektiv brug.. Hvad er årsagen så til, at man på nogen arbejdspladser og i nogen personalegrupper tager lettere på de hygiejniske forholdsregler end i andre? Det kan skyldes, at man anser smitterisikoen for at være mindre ved at udføre personlig pleje end, hvis når skal skifte forbinding på et operationssår. Men i mange plejeopgaver er man fysisk meget tæt på borgeren /patienten, og har alle muligheder for at få forurenet sin arbejdsdragt og sine hænder med mikroorganismer fra borgeren/patienten og bringe dem videre til den næste. Hår udgør ikke den store infektionshygiejniske risiko undtagen på en operationsstue, men det er ikke særlig behageligt at blive "fejet" i ansigtet med en gang udslået hår. Smittekæden Vi bliver dagligt udsat for smitte, men det er ikke ensbetydende med at vi bliver syge. Tre faktorer er væsentlige for, at en infektion kan opstå. Der skal være en smittekilde, en smittevej og en smittemodtager. Smittekilden kan være en rask smittebærer, en patient med sygdommen i udbrud eller i inkubationsfasen. Smitstofferne kan være bakterier, virus eller svampe. Smittevejen kan være kontaktsmitte, luftbåren smitte, fødemiddelbåren smitte eller blodbåren smitte. Smittemodtageren kan være borgeren/ patienter, pårørende eller personale. Forholdet mellem en persons modstandskraft og smitstoffets mængde og farlighed er afgørende for, om en person bliver syg. Indirekte kontaktsmitte er den hyppigste smittevej/smittemåde. Mikroorganismerne overføres fra smittebærer til smittemodtager via et mellemled. Personalets eller patientens hænder er meget hyppigt mellemledet. Andre mellemled kan være træningsredskaber, vandhaner, dørhåndtag, sengeborde osv. Forkølelsesvirus overføres oftest via hænderne. Man får virus på hænderne, når man nyser eller pudser næse. Virus bringes videre via de ting man derefter rører ved eller ved håndtryk. Virus kan bringes videre til en modtagers slimhilder, når denne rører ved de samme ting og derefter piller sig i næsen eller klør sig i øjet. Man bliver forkølet hvis mængden af virus overstiger kroppens modstandskraft i det øjeblik man udsættes for smitten. Et andet eksempel på indirekte smitte er fækal-oral smitte, hvor mikroorganismer føres fra endetarm til munden via hænder, forurenede genstande eller fødevarer. Gastroenteritis (populært kaldet Roskildesyge) forårsaget af norovirus er et meget almindeligt resultat af fækal-oral smitte. Norovirus er ekstremt smitsom, så en enkelt smittet person, der ikke vasker hænder efter toiletbesøg kan bringe smitten videre til en helt afdeling eller børnehave. Der skal kun ganske få vira til at forårsage infektionen, og en smittet person udskiller millioner af vira i afføring og opkast. Retningslinjer På stort set alle hospitaler findes der nedskrevne retningslinier, der beskriver hvordan man kan afbryde smitteveje i forskellige sammenhænge. Det er en god ide at have retningslinier på plejehjem og i hjemmeplejen. Og der er ved at komme mere fokus på det i de områder, og vi fra hygiejneinstitutionen bliver spurgt råds. På hospitalerne er det hospitalets topledelse, der har det overordnede ansvar for infektionshygiejnen på stedet, men som regel er det daglige ansvar uddelegeret til afdelingsledelser i et samarbejde med en hygiejnekomite og en hygiejneorganisation. Hygiejnesygeplejersken er en del af hygiejneorganisationen, som bl.a. udfærdiger generelle infektionshygiejniske retningslinier og giver råd og vejledning om, hvordan diverse problemer kan håndteres. Det er virksomhedens ledelse som afgør, om man vil have infektionshygiejniske retningslinier på stedet, og det er ledelsen, som har ansvaret for at håndhæve dem, når de er der. I det daglige er det praktisk, at der findes retningslinier, så man undgår, at alle skal tage stilling, og nogle handler efter devisen: jeg synes nu, at vi skal gøre sådan for det er nemmest, billigst eller sådan har vi altid gjort. Fordelene ved nedskrevne retningslinier er, at det er let for nye medarbejdere at sætte sig ind i, hvordan en procedure er. Man har et opslagsværk, og man behøver ikke at kunne alt udenad. Man tror, man gør det ordentligt Undersøgelser har vist, at medarbejdere egentlig er bevidste om for eksempel håndhygiejnens betydning for forebyggelse af smitte, men at de ofte overvurderer deres egen håndhævelse af den. Hvis man spørger, ved de fleste, hvornår de bør udføre håndhygiejne, men hvis man iagttager praksis, bliver det kun gjort ca. halv så mange gange, som det burde. Dvs. viden omsættes ikke i praksis - og hvorfor så ikke det? Jette Houlind er hygiejnesygeplejerske på Frederiksberg Hospital Tilbage til marts 2006