$name

Til kamp mod kiloene
 

19,6 kg. har de tabt tilsammen på tre uger. 10-12 medarbejdere på Dagmargårdens Plejehjem har indgået en aftale med hinanden og Vægtvogterne om at blive mindre og spise sundere. Dagmargården investerer i de ansatte og har indgået en firmaaftale.
  
Af Merete Astrup
 
Nu skulle det være, og denne gang skulle det lykkes at smide de overflødige kilo.
Dorthe Tødt, sikkerhedsrepræsentant, har været på flere slankekure uden held til at bevare den slanke linje.

Denne her gang ville hun prøve Vægtvogterne, fordi det handler om at ændre sin kost og at fastholde de sunde spisevaner. Hun fik en idé.

- Hvad med at være flere kolleger om det. Vi er da nogle stykker her, der er store damer, og vi er ved at nå de 50 år, hvor de dårlige knæ begynder at melde sig. Ikke fordi vi har et højt sygefravær, men vi kan da lige så godt tage det, vi kan i opløbet. Så hvorfor ikke få Kirsten med på idéen.
 
Som tænkt så gjort
Dorthe Tødt forelagde sin idé, for forstander Kirsten Valentinsen.
Hun var med på idéen om, at give alle medarbejdere i huset tilbuddet, at gå med i et forløb hos Vægtvogterne.

- Vores medarbejdere er vores største ressource, og for at give beboerne det bedste, skal medarbejderne have det godt. Kan vi afhjælpe og forebygge skavanker, skal vi gøre det.

Det er en god investering, mener Kirsten Valentinsen. Og hvis medarbejderne ville, indgik hun en firmaaftale med Weight Watchers.

Det var vigtigt, at det blev et tilbud til hele huset. Ingen skulle føle sig presset til at gå med eller forbigået.

Dorthe hængte opslag op, hvor kollegerne kunne tilmelde sig det første møde med Vægtkonsulenterne, om de omtales i hverdagen på Dagmargården.

20 medarbejdere der ville med, og aftalen blev indgået.
- Det er en stor gruppe ud af plejehjemmets 48 ansatte, siger Kirsten Valentinsen.

Dorthe fortæller, at tilbuddet blev slået op som en ændring af kost- og livsstil, så der er også kolleger med som ikke skal tabe sig, men som gerne vil ændre kostvaner.

- Vi er 10-12 kolleger, der seriøst skal tabe os. Så vi deltager i den ugentlige vejning og måling.
For at være med i slankeprojektet som kører over 12 uger med et ugentlig besøg af en vægtkonsulent, skal man have et BMI, der for højt.

Har man et normalt eller lille BMI, må man ikke være med i slankedelen. Men gerne i kostvejledningen.
 
Sjovt alvor
Efter tre uger havde de 10 -12 kolleger tabt 19,6 kg., og det er de rigtig stolte af.
- Det er sjovt, siger Dorthe Tødt og hun bakkes op af tillidsrepræsentant Jane Ree,
- Det fylder meget i vores hverdag siger Jane. Vi snakker meget om mad,
  og vi følger med i hvad hinanden fylder på tallerknerne. Vi tæller point,
  og en chokoladeladefrø tager to point, siger Jane og får et indforstået smil fra Dorthe.

Når man snupper en chokoladefrø eller et glas rødvin, så er der gjort et godt hug i pointsummen.
- Og det bliver svært når vi skal på beboerferie, for der er der bare så meget slik, griner Jane.
Projektet startede også først efter beboerferierne var afholdt.

På bordet, som vi sidder omkring er der frisk frugt, isvand med appelsinskiver i og kaffe.
- Og det smager jo fantastisk godt. Det er egentlig hurtigt, man bliver glad for den nye kost, siger Jane og Dorthe.

Fordelen ved at angribe dellerne på arbejdspladsen er fællesskabet.
- Vi griner meget, og vi bakker hinanden op. Hvis en kollega har taget 700 g på støtter vi andre, så hun ikke taber modet.

Motivationen er nok det vigtigste for at klare den, og den får man sammen med andre, siger Dorthe, som har droppet flere kure, når hun var på dem alene. Det er for nemt at stå af.

Der er også overskud til venskabeligt drilleri.
- Man kan sige vi får en sidegevinst, fordi vi får så meget andet sammen, siger Jane.

- Jeg synes også, at jeg er motiveret, fordi jeg føler mig forpligtet overfor min arbejdsplads, der investerer i mig. Jeg er faktisk stolt over, at min arbejdsplads vil investere i mig. Det betyder at jeg bliver værdsat.

Og for forstander Kirsten Valentinsen, er det det meget vigtigt, at medarbejderne bliver værdsat og selv oplever at bliver værdsat.  
 
Kost og motion
På Dagmargården valgte de Vægtvogterne.
- Vi synes det er en nem kur at have med at gøre, siger Dorthe og Jane.

Efter 12 uger skal de stå på egne ben. Det ser Dorthe og Jane ingen problemer i.
- Vi fortsætter med at veje hinanden en gang om ugen. Og netop fordi, det er et forløb med kostomlægning og livsstil og ikke kun en slankekur, så er det nærmest blevet en sport at holde ved, mener de.

Der ud over bliver de bakket op med motionstilbud på arbejdspladsen. Plejehjemmets motionsrum bliver stillet til rådighed for medarbejderne.

Sammen med Dagmargårdens fysioterapeut får hver medarbejder lavet en individuel  træningsplan, som de kan træne før eller efter arbejde.

- I øjeblikket arbejder køkkenet med at tilbyde lækre frokost retter, så medarbejderne ikke behøver komme med hver sin pose med grøntsager. Det giver også noget variation i kosten, som er med til at holde ved. Det er jo fordelen, sammen men mange andre, ved at have sit eget køkken, fortæller Kirsten Valentinsen.
 
Tæt på
- Fedme og overvægt er jo stadig tabu, og mange mener at det er en privat sag.
  Det skal arbejdspladsen ikke blande sig i. Hvordan solgte I tilbuddet 
  uden at fornærme nogen?

Dorthe Tødt:
- Jeg tror, at det er vigtigt at tilbuddet ikke kom fra ledelsen men fra medarbejderne. Hvis det var Kirsten, der havde fået ideen og sendt budskabet, så ville det blive modtaget anderledes.  
Jane Ree er enig:

- Der er ikke nogen, der har følt sig gået for nær, tværtimod vil jeg sige. Vi morer os jo ved at blande os i hinandens mad og vægt, siger hun.

- Tilbuddet var til alle, og det blev slået op på sund kost og ernæring og ikke slankekur.
Det virker positivt. Jeg ser dette initiativ, og det tror jeg også medarbejderne gør,
som et i rækken af vores udviklingsprojekter, siger Kirsten Valentin.

Hun forklarer:
- Huset her indledte for mange år siden et udviklingsprojekt, som gik ud på at vi skulle have en flad struktur, før det blev moderne. Vi ville investere i medarbejderne.

Vi tager på weekendophold og laver teambuilding med en naturvejleder. Vi har holdt julefrokost på Oslobåden, hvor vi havde en udviklingskonsulent med for blot at nævne i flæng.

Hjemme på matriklen i Gormsgade sker der også noget hele tiden noget.
Dagmarhjemmet var for eksempel blandt de første, der gik på IT.

Dorthe og Jane mener, at det det i forvejen gode sammenhold, og de mange fælles projekter der gør at det føles naturligt at komme tæt på hinanden.

- Vi skal nok få smidt mange flere kilo tilsammen, er de enige om.
 
 Tilbage til november 2006