Læs op Udskriv $name Døden kan være smuk Social- og sundhedsassistent Vivi Lottenburger fortæller om forløbet for en beboer, der gav slip på livet - Vi har med kurset fået sat ord på og er blevet mere åbne omkring døden. Vi er blevet bedre til at inddrage pårørende, kolleger og beboerens egen læge, og døden er blevet mindre tabubelagt. Men den dag døden bliver en vane, skal man nok finde sig et andet job, siger Vivi Lottenbruger. Hun er gruppeleder på sin afdeling. Det betyder, at hun har ansvaret for halvdelen af beboerne, nemlig 13 beboere, deres medicindossering, tilkald af læge, står for injektion, har ansvar for plejen og for social- og sundhedshjælperne, som er med til at løse opgaverne. - På afdelingen havde vi en 93 årig dame, som havde boet her i fire år. Meget sød og frisk. Hun så ud til at komme sig oven på et brækket lårben, og var igennem genoptræning og skulle til at have skinnen af. Men en fredag var det som om, at hun ikke rigtig ville spise. Lørdag var det endnu mindre og søndag spyttede hun al maden ud. Da jeg mødte på arbejde mandag morgen så det ud til, at hun havde givet op. Hun ville ikke tage sin medicin, og vi fik smerteplaster til hende. En søn kom fra Bornholm om tirsdagen og to andre sønner, som bor tættere på, skiftedes til at være her. I løbet af ugen kunne vi holde hende smertefri, nusse om hende og give mundpleje. Jeg var her om lørdagen og regnede ikke med, at hun fortsat var her søndag morgen. Men det var hun. Hun døde kl. 9.00 mens jeg var ved at skifte hende. Det var fint og smukt og foregik helt stille og roligt. Jeg havde aftalt med de pårørende hvilket tøj hun skulle have på, og at hun skulle beholde sin ring på fingeren. Så jeg gjorde vores 93 årige i stand, gik ud og fandt en lille blomst og lagde på hendes bryst. Familien kom og tog afsked med hende. Det er fantastisk, at vi kan komme herfra mindre smertefuldt end vi kom hertil, siger Vivi Lottenburger. Tilbage til oktober 2006