$name

Sund mad på rullevognen


 
Køkkenpersonalet på Amtssygehuset i Gentofte havde nerver på i den første uge af september. "Den rullende kantine" havde premiere, så det skulle vise sig, om sygehuspersonalet ville købe sunde ernæringsrigtige boller og sandwiches i frokostpausen.
  
Af Hanne Bros
 
Medarbejderne på Amtssygehuset i Gentofte får nu et alternativ til den hjemmesmurte madpakke, parisertoasten fra kiosken eller pizzaen udefra, hvis der ikke er tid til at rende i personalekantinen til frokost.

- En stor gruppe medarbejdere kan i løbet af en arbejdsdag være forhindret i at nå i kantinen efter mad, forklarer ergoterapeut Jette Jensen, der er næstformand i sygehusets samarbejdsudvalg, Hovedudvalget.

Derfor kan det være fristende at snuppe en parisertoast fra kiosken, lidt slik eller endnu værre - en kold rest af patienternes mad.

- Det er noget rod, hvis de ansatte spiser patienternes mad, mener fællestillidsmand og sygeplejerske Troels Carstensen, der også har været med til at tilrettelægge den nye madpolitik i Hovedudvalget.

- Der er ingen grund til at spise kold mad, der er målrettet syge mennesker, fortsætter han. Troels Carstensen er ikke i tvivl om, at mætte medarbejdere er bedre medarbejdere, men maden må også gerne være sund. Hospitalspersonale er rollemodeller for pårørende og patienter, så sund mad skal i hvert fald være en mulighed. Den rullende kantine skal være med til at forhindre, at medarbejderne går sukkerkolde.

Ved hovedindgangen får rullevognen konkurrence fra en velkendt duft af ristede pølser fra kiosken, der også sælger sodavand, is, cigaretter og parisertoast.
 
Rugboller med smag
Selv om den rullende kantine kører som et projekt i tre måneder, forventer ledende diætist Birthe Palmvig, at rullevognen fortsætter. De første tre måneder skal blot bruges til at indhente erfaringer og ideer til forbedringer.

- Vi vil lave mad, der lever op til de officielle anbefalinger for sund kost. Det sunde skal ikke bestå af rå gulerødder og løftede pegefingre.
 
Allerhelst ville vi servere rugbrød hele tiden for at få fibre nok i frokosten, men variationen er vigtig.
 
Vi ved jo, at vi bliver trætte af at spise det samme, siger Birthe Palmvig, der har været en af dem, der har tygget sig gennem alverdens opskrifter med rugmel for at finde nogle boller og sandwichbrød, der kan konkurrere med rugbrød.

- Egentlig havde jeg troet, at vi skulle køre med rugklapper, men de smagte simpelthen for kedeligt, siger Birthe Palmvig, der er blevet glad for de boller med rugmel, køkkenet har udviklet.
 
Del af større pakke
Selve rullevognen er faktisk en af DSBs gamle modeller, så bladholderen på siden skal fyldes op med nyttig information om amtssygehusets sunde tilbud. Ud over den rullende kantine, er personalekantinen blevet bygget om, så en sund og varieret buffet til 20 kroner er kommet i centrum.

Omlægningen kræver også en stor indsats fra køkkenet: Den dag infoa var på besøg, var alt det sunde stort set solgt, så kun rullepølse, sky og karse var tilbage tre kvarter før kantinens officielle lukketid.

Tilbud om motion, rygestopkurser og gå-hjem-møder er også en del af sundhedsfremme-pakken på sygehuset, ligesom en cykel-café i kælderen.
 
En af hospitalets håndværkere er oprindelig udlært cykelsmed, så er dækket fladt eller gearkablet knækket, når man kommer på arbejde, kan man få cyklen ordnet, inden man skal hjem igen.
  
På spisekortet
• I personalekantinen kunne du f.eks. tidligere få en burgerbolle med
  skinke/ost eller hønsesalat.

• Den er skiftet ud med en hjemmebagt rugbolle smurt med smøreost
  (Philadelphia), salat og røget laks, fordi en sådan bolle indeholder flere
  fibre, mere af det sunde fedt og færre kalorier.

• Fedt er ikke forbudt i den nye kantine eller på rullevognen. 
  Køkkenet på Gentofte vil til enhver tid foretrække at røre en
  hjemmelavet dressing på mayonnaise og et surmælksprodukt frem
  for at købe dressingen udefra.

• Til gengæld kan det ikke betale sig at bruge hospitalets egen arbejdskraft
  til at lave gulerodssnacks eller skære frugt i stykker, der skal sælges i
  små poser til 4 kroner stykket.
 

Den rullende kantine har syv stoppesteder på hverdage mellem kl. 10.15-13.30. Der er kun salg af mad, ikke drikkevarer.

Rullevognen er målrettet personalet, men en pårørende eller andre, der spørger, kan godt få lov at handle ved vognen.

Der er varedeklaration på maden med angivelse af kilojoule, fedt og kostfibre pr. 100 gram.
Priserne på boller og sandwiches varierer fra 10-14 kroner. Salat 12 kr. Grønsagspose 3 kr. Frisk frugt 4 kr. Brød 2 kr.

Tilbage til oktober 2006