Læs op Udskriv $name En verden af viden om pleje af demente Bygningerne er meget lidt økonomisk velegnede til ombygning, så Benediktehjemmet i Valby ofres. Det gør også en hel verden af viden og erfaring på demensområdet - sirligt og systematisk bygget op over refleksion og studier igennem mere end 12 år Af Ulla Nygaard Benediktehjemmet i Valby har sine egne demenskonsulenter - på et tidspunkt hele syv - til at undervise, supervisere og løfte den samlede viden for plejehjemmet og de pårørende. Plejehjemsassistent Hanne Kaas og forstander Kiddy el Kholy er to af dem, og de fortæller her om det særlige at arbejde med demente. - Vi har stor frihed til at gøre det for en beboer, som virker. Bare det virker efter hensigten, altså efter vores vision om at skabe et hjem med nærhed, dialog og trivsel. Det betyder, at vi reflekterer meget. Vi må gerne bryde ind og foreslå en kollega at handle anderledes, hvis vi kan se, at noget ikke virker godt. Det kan vi gøre uden, at vi tager det personligt hver især, siger plejehjemsassistent Hanne Kaas. Hvad der er godt for den ene beboer, er ikke nødvendigvis godt for den anden. Hvad der er godt den ene dag for en beboer, er ikke nødvendigvis godt den næste dag. Derfor gælder det om at være kreativ og hele tiden omstille sig, for at finde det, der virker godt. Viden om hver enkelt beboer er nøglen til at finde den rigtige omsorg og pleje. Derfor deler personalet viden, så borgeren oplever, at medarbejderne kender dem rigtig godt. Når det er tilfældet betyder ansigtet - personen - mindre. - Vi skal finde ud af, hvad der virker godt. Hvis alt går i hårknude, kan jeg nogle gange gå væk og vente, for så at henvende mig til beboeren igen med en anden og gerne meget smilende attitude, siger Hanne Kaas og tilføjer, at man godt må være lidt af en skuespiller i hendes job. Følger borgerne På Benediktehjemmet har man 48 beboere, men huset har samtidig en meget stor gruppe daglige gæster på Store Daghjem og Lille Daghjem, der er normeret til henholdsvis 20 og otte gæster ad gangen. De to daghjem har tilsammen 55 gæster, idet nogle ikke kommer hver dag. Der er også en pårørendegruppe og desuden indeholder huset et træningscenter, som blandt andet står for genoptræning af ældre efter hospitalsindlæggelse. - Mange har et forløb her hos os, hvor de starter i Store Dagcenter eller måske kommer her første gang i træningscentret. Når en dement borger flytter fra daghjem til plejehjem, flytter en medarbejder med. Hvis det er mig, giver jeg min viden om borgeren videre til en medarbejder, som igen giver den videre. Vi deler vores viden, det er en stor styrke hos os, siger Hanne Kaas. Hun giver et eksempel på, hvad det vil sige at gøre det bedste for den demente og fortæller om en dement kvinde, som altid kæmpede med at finde ud af, hvor hun havde gjort at sine nøgler. Det var magtpåliggende for hende at vide, ikke mindst efter hun var blevet alene. - For mig har det altid været uetisk at give ældre mennesker en snor om halsen med en nøgle. Men det virkede her, og så er min opfattelse af etik jo ligegyldig, siger Hanne Kaas. Et bevidst valg Specialiseringen i arbejdet med demente tog sin begyndelse, da Kiddy el Kholy kom til som ny forstander i midten af 1990'erne. Hun søgte og fik del i en pulje fra Socialministeriet til personaleuddannelse inden for demens. Den linje er siden fulgt op med mange kurser og diplomuddannelse samt med læring og supervision. Senest har ti medarbejdere deltaget i et SPIDO projekt med uddannelse af socialpædagogisk metode for at forebygge magtanvendelse. - Meget arbejde med demente har med vores egen adfærd at gøre, så vi kan lære meget af socialpædagogikken. Man bruger sig selv utrolig meget i et job med demente, og det skal man ville, siger Kiddy el Kholy. Hun valgte at satse målrettet på demensområdet i en tid, hvor man endnu stod famlende i plejesektoren. - For mig er demens utroligt spændende. Arbejdet med demente handler om pædagogik, om psykologi, om medmenneskelighed og kommunikation. Ja, det har alle aspekter af mit fag som sygeplejerske og sundhedsplejerske, siger hun. Kiddy El Kholy interesserer sig meget for det, den demente bruger af sine indlærte færdigheder. Fx at stoppe op for rødt lys. - Forskning viser, at tosprogede med demens husker det sprog længst, som de lærte først. Det er da interessant viden for os, der arbejder med demente. Vi skal vide, hvor en person er i forløbet af det livsforløb, som er ved at smuldre for dem, siger hun. Hvorfor gør de det - Demente gør ikke noget uden grund, vores opgave er at finde ud af, hvorfor de gør som de gør. Hvis en dement har bestemte rutiner, kan vi finde ind til personen ved at kende deres fortid, forsætter Hanne Kaas. Hun fortæller om en dement mand, som altid bankede på træ med knoen af en finger. Hele tiden og uafladeligt. Han blev aldrig kaldt andet end bankeren, men der var en grund til, at den tidligere violinbygger bankede - han skulle fornemme træets kvalitet og tørhed. Hanne Kaas har mange oplevelser, hvor det at forstå den dementes tidligere liv har ført til gode løsninger. Hun giver supervision til kolleger, og fortæller her et eksempel fra aftenvagten på plejehjemmet. - En dement kvinde stod op af sengen hver aften uanset, hvor omhyggeligt og omsorgsfyldt, hun blev hjulpet i seng og ønsket godnat. Jeg havde været inde over med supervision, og deltog selv for at se, om det virkede. Men nej, kvinden fortsatte med at stå ud af sengen og tage i døren. Det blev ved og ved, fortæller Hanne Kaas. Kvinden stod op, fordi hun ikke var vant til, at nogen gik ud af hendes dør uden, at hun låste efterfølgende. Derfor blev løsningen, at personalet sagde godnat til kvinden i døren og lod hende låse og selv finde i seng. - Om vi kunne stole på, at hun gik i seng? Hvis ikke, ville aftenvagten finde hende på gangen senere. Og nattevagten så jo ind til hende og kunne konstatere om hun sov. Vi skal jo ikke pleje vores beboere ihjel, vi skal give dem det, der er tryghed og omsorg for dem, siger Hanne Kaas. Lærer af pårørende Benediktehjemmet har en pårørendegruppe. Den har været delt i to, og burde igen deles, men det forhindrer den forestående lukning. Når medarbejderne oplever de pårørende sammen med deres demente ægtefælle eller forælder, lærer de også nyt om personen. En af Hanne Kaas' opgaver er at give pårørende supervision, og hun bliver glad, når hun oplever, at rastløshed og nervøsitet hos den demente afløses af glæde og afslappethed, når den pårørende ikke længere irettesætter og skælder ud - af ren frustration. - Ligesom vi skal lære som personale at finde det, der virker rigtigt for den demente, skal den pårørende også. Vi oplevede på en sommerferie sidste sommer, at en dement mand gik rastløst rundt uden at ville sidde og spise med os andre. Da hans kone lod ham være et stykke tid, kom han selv og satte sig hos os. Faktisk sad han i halvanden time ved bordet og skålede og hyggede sig, og hun lod ham sidde, fortæller Hanne Kaas. Pårørendegruppen mødes jævnligt og tager også ud og fortæller om, hvad en gruppe kan gøre for pårørende. Ærgrer sig Hanne Kaas ved, at den indbyrdes tillid, som personalet har oparbejdet til hinanden og de pårørende, nu skal stå sin prøve. Hun er ked af den usikkerhed, som især pårørende skal igennem de næste måneder på grund af den udmeldte lukning af Benediktehjemmet. Og hun ærgrer sig over, at den miljø-certificering, som plejehjemmet har opnået (den er en målsætning for alle plejehjem i København Kommune) ikke har talt højere end de kolde kroner om at spare 22 millioner årligt ved at nedlægge Benediktehjemmet. - Vi har præsteret at nedbringe vores voldsepisoder fra 47 i 2006 til 15-16 stykker i 2007, fordi vi lært af tilfældene og har beskrevet i beboermappen, hvad man som personale ikke skal gøre, eller skal gøre anderledes. - Som ene medarbejder kan du ikke gøre en forskel, men som en del af den kultur, vi har oparbejdet på Benediktehjemmet, kan du gøre stor forskel i plejen af demente, siger Hanne Kaas. Når den demente går hjemmefra Det værste i plejepersonalets fantasi er, at en dement beboer skulle gå hjemmefra og ikke blive fundet. Sådanne skrækkelige episoder melder nyhedsmedierne om ind i mellem. Hvad er løsningen her? - Det er al personales største mareridt, siger Hanne Kaas og tilføjer, at det ikke blot handler om at udstyre demente med en GPS. - Vi må først og fremmest erkende, at demente skal have mere pleje end andre ældre. Det koster penge. Vi er rige på penge, men er vi også rige på at yde omsorg, efterlyser hun. Kiddy el Kholy siger, at en GPS sender kan være løsningen, hvis en dement beboer er meget udadgående og har brug for større vidder. - Men det gør man ikke bare lige, det går ind under magtanvendelsesreglerne. Jeg synes også, at der er meget, der kommer før GPS'en. Det gør både personalet og pædagogikken, og måden at indrettes plejehjemmet på, siger hun. Gæster og beboere på Benediktehjemmet Store Daghjem er normeret til 20 daghjemsgæster og har tilmeldt 43. Kun enkelte kommer alle hverdage, ellers fordeles dagene. Der er venteliste på 13. Alle gæster er borgere i Valby, fire af dem har en ægtefælle på plejehjemmet. Ti af gæsterne er diagnosticeret Alzheimers og fire venter på at komme på Lille Daghjem. Lille Daghjem er demensdaghjem og normeret til otte med svær demens. Gæsterne har behov for små, rolige og forudsigelige rammer. Der er tilmeldt 12, ingen er på venteliste, men fire fra Store Daghjem venter på at blive flyttet over. Plejehjemmet er normeret til 48 beboere. Der er fire tomme boliger (på grund af forventede bygningsændringer). Der er tre midlertidige pladser - den ene venter på værgesag, de to andre bebos af gæster fra Lille Daghjem og hvor konen er indlagt på hospital. Syv borgere er visiteret til demenspladser. For en er der anmodet om visitation til demensplads. 33 beboere bor på almindelige pladser, heraf er syv diagnosticeret Alzheimers, to har anden type demens, den ene er desuden psykotisk. Opgørelse pr. 4. december 2007. Tilbage til infoa nr. 10 - 2007