Læs op Udskriv $name Tudefjæs Jeg melder mig blandt dem, der blev forarget over, hvordan vi her i vores miljøbevidste land behandler de små øfgrise, som vi ikke har plads til i staldene herhjemme, og som vi derfor eksporterer til andre lande både inden og øst for EU. Det var da chokerende at se TV billederne af 1150 hel- og halvdøde svin, hvis eneste føde var at spise hinanden. Det var det også for landet justitsminister Lene Espersen, som for åben skærm, næsten med tårer i øjnene, konstaterede, at hun aldrig havde set noget lignende. Jeg husker for nogle år siden, vor nuværende EU-kommisær Marianne Fischer Boel, stortudede for åben skærm over hestetransporter, hvor hestene blev mishandlet. Jamen, hvor er det rørende at vores fremtrædende lovgivere kan vise deres følelser, det viser på en måde, at de også er mennesker. I vores land har vi lejre for asylansøgere. De er måske ikke så overbefolkede som svinestaldende, for der er for længe siden sat kvoter for, hvor mange fremmede vi må have, og nogle er blevet sat på en flyvemaskine. Blandt asylansøgerne, der stadig bor i i lejrene, er børn. Børn uden barndom, børn der vokser op med traumatiske, syge forældre stuvet sammen på få kvadratmeter. Dagbladet Politiken bragte billeder af nogle af disse børn. Børn med tomme øjne, men med drømme om en fremtid. (Som i øvrigt udløste journalisternes fornemmeste pris Cavlingprisen). Billederne og børnenes historie fik ingen ministre til at til at vise tudefjæs i TV. Da jeg så tudefjæsene over at se små øfgrise, kom jeg bare til at lege med tanken om integrationsministeren, eller en justitsministeren, kunne få tårer i øjnene ved synet af asylbørnene, hvis skæbne egentlig ligger i deres hænder. Nu ved jeg jo ikke, om de fældede en tåre eller to, men de gjorde det i hvert fald ikke for åben skærm i Primetime. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at de ikke bliver berørte, eller at man er ligeglad. Det kunne jeg aldrig drømme om at tænke. Jeg drømmer til gengæld om, at det en dag må blive helt uacceptabelt, at vi i vores samfund, som et af rigeste i verden tillader, at der lever børn i asylcentre uden mulighed for at have en barndom og få en fremtid. Det er ikke sådan, at jeg mener, vi ikke skal konfronteres med billederne af de grimme grisetransporter. Slet ikke. Somme tider undrer jeg mig bare over proportionerne i, hvilke billeder og begivenheder, der vækker mest harme og forargelse og tænder flest følelser hos de ansvarlige politikere. Måske skyldes den større omsorg og tudefjæs for de små grise end for asylbørnene, at regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har dyrevelfærd og støtte til Inges Kattehjem i partiprogrammet, mens det forholder sig helt modsat med støtte menneskeasylbørnene. Tilbage til infoa nr. 3 - 2007