Læs op Udskriv $name Sommertøj og festtøj Sommertøj og festtøj er ikke bare lige noget man skifter ud på én gang. Noget er måske ret dyrt og en rigtig god kvalitet. Noget man egentlig godt kunne lide, det er bare blevet for stort. Her er et par ideer til hvordan man stadig kan bruge det eksisterende tøj, blot tilpasset med et par små justeringer. Dekorative bælter i møbelstof. Disse bælter er festlige og elegante og giver talje på en flot måde. De lange bindebånd fremhæver de lodrette linier. Tager man så en sko eller støvle med hæl på og en smart taske der matcher bæltet, så bliver det tydeligt for enhver, at her er sket en positiv forandring. Bæltet kan varieres i det uendelige. Disse bælter er syet i kraftigt møbelstof og foret med satin, silke eller bomuld. Man kan pynte dem mere eller mindre alt efter om det er til hverdag eller fest. Bæltet har to sider, så det giver en ekstra variationsmulighed, hvis du forer bæltet med en anden farve fór. Det færdige bælte er 8 cm bredt og 90 cm langt. Bindebåndene er 120 cm lange. Bæltet er let at regulere, eftersom det har skrå hjørner i enderne og de bare kan trækkes ind over hinanden, hvis man har brug for et strammere bælte. Klip stoffet 10 x 92 cm. Stryg strygelærred på bagsiden. Klip enderne skrå. Klip 2 bindebånd 125 x 5 cm. Bindebåndene foldes og syes sammen på langs. Husk at bukke sømmerummet ind i den ene ende. Bælte og for syes sammen ret mod ret, dog skal der være en åbning i den ene langside til at vende bæltet igennem og åbning i begge ender til at sy bindebåndene fast i. Når bæltet er vendt, presses alt på plads og åbningen syes til i hånden. Herefter kan man dekorere videre på sit bælte med bånd perler eller anden pynt. Genbrug af herreveste Herreveste har været ude og inde i modebilledet mange gange. De er heldigvis rigtig hotte i øjeblikket. Det er nemt at finde en flot vest i genbrugsbutikkerne. Med lidt fantasi, bliver det lige præcis den beklædningsdel der kæder dit tøj sammen på en smart måde. En alt for stor skjorte eller T-shirt kommer pludselig ind i facon, når man knapper en vest udenpå. Man kan også sagtens have et par bukser på indenunder som man har syet ind i taljen. En klassisk herrevest har en spændetamp i ryggen, og den kan selvfølgelig tilpasses, så vesten sidder til og fremhæver talje og barm. En klassisk nålestribet vest er skøn, har striberne på den rigtige led og kan måske bruges lige som den er. Andre veste kan måske behøve et ekstra pift. Her er vist et par ideer. Det kan hjælpe meget at udskifte knapperne til en mere feminin knap. Lommerne kan pyntes med bånd, blonder eller pels. I de fleste hobby forretninger kan man købe glitterfarve på tube, beregnet til at male direkte på tekstil. Disse er også geniale til et lille personligt pift. Forsvindingsvlies Forsvindingsvlies er et nyt sjovt materiale der kan købes i de fleste stofforretninger. Det fungerer på den måde at man kan lave sit helt eget stykke stof af alle mulige stof og garnrester. Man kan enten bygge det op fuldstændig tilfældigt eller man kan nøje komponere mønster og farver. Man tager et stykke forsvindingsvlies i det mål som det ønskede færdige stykke stof skal være. Derefter lægger man stofrester, garn, bånd og lign. op på vliesen. Det skal helst ligge nogenlunde tæt og det må gerne lappe over hinanden. De steder hvor stofresterne ikke dækker, kommer der hul i stoffet. Det kan se meget pænt ud, der må gerne være mange små huller, men pas på ikke at lave store huller der gør stoffet skrøbeligt. Når man er tilfreds med sin komposition, lægger man endnu et stykke forsvindingsvlies ovenpå. Disse 3 lag holder man sammen med knappenåle. Derefter syer man lagene sammen på kryds og tværs, tæt og pas på med helligdage. Vælg en farve sytråd der passer godt til de øvrige farver, man ser sytråden meget. Nu kommer så trylle delen af projektet. Læg stofstykket i blød i vandbad et par minutter. Roter og vask stoffet. Herefter forsvinder vliesen og tilbage er de sammensyede stofrester i en helt unik komposition. Når stoffet er tørt, presses det. Det færdige stykke stof kan anvendes, når du skal genoplive din eksisterende garderobe. De hvide bukser her var egentlig på vej ud. Nu er de blevet syet ind i taljen og der er klippet 25 cm af i benlængden. Det hjemmelavede stof er blevet syet på i en 14 cm bred bort forneden. Hvis man så matcher bukserne med en bluse i en af farverne fra borten, har man et helt nyt sæt sommertøj. I dette tilfælde er der blevet syet lommer på en herrevest i resterne af den hjemmelavede bort. Dette kæder hele sættet sammen, og man møder helt sikkert ikke nogen med det samme tøj... Charlotte Ladefoged 2007 Tilbage til infoa nr. 4 - 2007