Læs op Udskriv $name Som Laura - så Alice Matadors Laura og FOAs Alice har til fælles, at de har modtaget Dronningens fortjenstmedalje. Alice Nielsen fik sin medalje for 40 års tro tjeneste i Tårnby Kommune. - Jeg er glad for den, fordi jeg har været glad for mit arbejde, siger Alice i dette interview. Af Merete Astrup 40 år i Tårnby Kommune. Og nu er hun gået på efterløn, som 62 årig. - Så er det, man skal stoppe med at ryge og begynde at løbe, siger Alice med et bredt smil, mens hun tænder en smøg. Ikke det med løb, men hun forsikrer, at hun faktisk er ved at holde op med at ryge. - Jeg ryger kun nogle få cigaretter om dagen, og det er ingen ting i forhold til tidligere. Småkager og chokolade har vi heller ikke mere. Det er synd for Benny (hendes mand), for han fylder ikke så meget som mig. Alice er ingen lille dame, men hun har aldrig været ked af sig selv. - Jeg er som er, lyder det fra Alice. Alligevel vil hun passe lidt på nu. For når man går hjemme, rører man sig ikke på samme måde, og der er meget hygge med fristelser. Det er hun opmærksom på. En tid med forandringer Alice gik aldrig efter de 40 år og medaljen. Og dog! - Da jeg var så tæt på at få den, besluttede jeg, at nu ville jeg have den, og blev lidt længere, griner Alice med sin smittende latter. I fem år gjorde Alice Nielsen rent på Løjtegårdsskolen, og 35 år blev det til i den kommunale hjemmepleje. - Det var dejligt at starte i hjemmeplejen. I alle 35 år har jeg været glad for klienterne og omvendt. Der er sket meget i de 35 år, på godt og ondt, mener den trofaste medarbejder. - Den gode udvikling var ændringen fra at arbejde alene til at arbejde i grupper. Det betød, at vi mødte kollegerne hver morgen, og at vi fik et sted at samles. Et sted hvor vi også kunne spise vores frokost. Tidligere fik jeg en seddel fra Rådhuset, og så kørte jeg direkte hjemmefra ud til den først borger og kørte hjem, når jeg var færdig hos den sidste borger, fortæller Alice. Dengang havde hun de samme borgere, eller klienter som de kaldtes den gang, på faste dage i ugen. Så hun kendte stort set ruten. - En borger fik for eksempel besøg mandag, onsdag og torsdag. På de dage gjorde vi indkøb, lavede mad, ordnede vasketøj, og alt blev gjort sammen med borgeren. Dengang var borgerne heller ikke så plejekrævende som nu, og der ville da nok være nogle af dem, der ikke ville have behov i dag. Dengang kunne to piger klare en weekend, så vi havde næsten heller ingen weekendvagter, fortæller Alice. Hun mener nu alligevel, at helhedsplejen både kunne og skulle være blevet. Udviklingen er desværre gået modsat, med mere opsplitning i ydelserne og mindre tid til borgerne, og det er den dårlige udvikling. De sidste to, tre år hun havde i hjemmeplejen kalder hun rædselsfulde. I 30 ud af de 40 år, har Alice også været fagligt engageret. De fleste år i hjemmehjælpernes faglige klub på Amager, som hun var med til at starte. På et tidspunkt mente klubben, at Alice skulle være tillidsrepræsentant for hjemmehjælperne. Hun kæftede alligevel altid op, når der var problemer med kommunen, og når hun fandt noget uretfærdigt. Hun sagde tøvende ja. - Jeg fik stor hjælp af Charlotte, som nu er tillidsrepræsentant. Det blev til seks syv år, Alice husker det ikke helt nøje. Skræpperap Man burde have lyd og kamera på dette interview med Alice. Vi befinder os i hendes og Bennys lejlighed i et almennyttigt boligbyggeri fra dengang, hvor stuerne ikke var mange kvadratmeter, og køkkener ikke var samtalekøkkener. Kaffen er hældt på termokanden, (men ingen småkager). Oppe i et hjørne af stuen sidder en papegøje og skræpper lystigt med. Den skal vi ind i mellem overdøve. Døren ud til den lille altan står åben. Alices latter må kunne høres. Hun ledsager sin fortælling og sine anekdoter med smil og højlydte grin - sikke et humør. Men tag ikke fejl. Alice kan blive rigtig vred. Som det år hvor 1. maj røg ud af formand Palle Nielsens kalender. Alice var fagforeningens fanebærer igennem mange år. - Jeg var rigtig vred over, at 1. maj blev aflyst og så med den begrundelse, at den var røget ud af kalenderen, hvilket jeg meddelte. Samme år blev jeg kaldt til kongres i Forbundet. Fagforeningen ville sørge for, at fanen var til stede, så jeg skulle bare møde op. Da jeg ankom, var den eneste fane, der ikke var til stede vores, fortæller Alice og genkalder vreden. På samme kongres blev der serveret fin buffet for de kongres delegerede og indbudte gæster, mens fanebærerne blev henvist til et bord med spaghetti og kødsovs. Så smed Alice fanen. Og i et åbent brev til formand Palle Nielsen rasede hun og meddelte, at hun fratrådte som fanebærer med øjeblikkelig virkning. - Først aflysningen af 1. maj, og så den forskelsbehandling af folk på vores eget forbunds kongres, det var for meget, siger Alice i dag. Hun kan godt smile, men hun er stadig vred. - Jeg har været stolt af at være fanebærer, og jeg var især glad for 1. maj. Der er noget særligt ved at gå med fanen 1. maj. I mange år gik vi fra Folkets Hus, og så begyndte vi at gå fra fagforeningen. Det betød noget, og det synes jeg stadig det gør. Det eneste jeg aldrig har brudt mig om er begravelser. Brev til dronningen Tilbage til Tårnby Kommune og medaljen. Alice har fået medaljen, men har endnu ikke fået den officielt overrakt af Hendes Majestæt Dronningen. - Det skyldes, at Tårnby Kommune smølede med få meddelt rette sted, at jeg skulle have medaljen. Det er nemlig sådan, at Dronningens fortjenstmedaljer overrækkes tre gange årligt, så det var for sent. Nu skal jeg vente til næste runde, som kommer i august. Så nu ligger medaljen sammen med det forseglede diplom, som Dronningen skal sætte sin underskift på, i en skuffe hos Alice. - Er du stolt af medaljen? - Jeg er glad for den, fordi jeg har været glad for mit arbejde. I fremtiden tror jeg, det bliver færre, der får den slags fortjenstmedaljer. Men Alice er meget glad for, at hun i sit livsforløb, som man har pligt til at skrive til Dronningen, har fået skrevet, at man i et rigt land som Danmark behandler ældre borgere, der har brug for hjælp meget dårligt. De gamle bliver dårligere og dårlige, men får mindre og mindre hjælp. "Vi kan ikke være det bekendt ", skriver hun. - Og så har jeg skrevet til hende, at fritvalgsordningen er det værste, der er sket, siger Alice Nielsen meget bestemt. Sådan skrev Laura garanteret ikke i sit livsforløb til Dronningen. Tilbage til infoa nr. 5 - 2007