Læs op Udskriv $name De små fremskridt er store sejre På Slotsvænget er de sindslidende beboeres mening lige så god som personalets. For det tværfaglige team er det en kunst at se personen frem for diagnosen og lade motivation vinde over frustration, når man arbejder med skizofrene mennesker. Af Hanne Bros Sct. Hans løbet tirsdag den 28. august: Det er nok et af de motionsløb i Danmark, hvor der bliver røget flest cigaretter. infoa er med social- og sundhedsassistent Ximena Sanhueza og "hendes" beboer, Jan Dømmel, til det tilbagevendende Sct. Hans løb i Roskilde. Her mødes over 1.000 borgere, brugere, beboere og patienter fra hele landets socialpsykiatri for at gå eller løbe 2, 5 eller 10 kilometer. Jan Dømmel er med for fjerde gang og går som sædvanlig over målstregen. Ellers bliver han kørt to kilometerdistancen i sin kørestol. Ind imellem følges vi med Majbritt Hansen og Ference Magyar, der er med for første gang. De skal lige have en smøg halvvejs på den smukke rute langs Boserup skov. I alt ni beboere er ude på ruterne med personale fra Slotsvænget. Motivation Ximena Sanhueza har været kontaktperson for Jan Dømmel i de to et halvt år, hun har arbejdet på Slotsvænget. Som de øvrige beboere på "Slottet", som det psykiatriske bosted hedder i daglig tale, har han svært ved at begå sig ude i det pulserende samfund. Flertallet har en psykiatrisk diagnose - i flere tilfælde kombineret med misbrug. - For mange af vores beboere er det en sejr i sig selv overhovedet at komme over dørtærsklen og ud af huset, fortæller Ximena Sanhueza som forklaring på, at flere beboere melder afbud i sidste øjeblik til Sct. Hans løbet. - Det er en af udfordringerne ved at arbejde i socialpsykiatrien: Du skal hele tiden forvente ændringer og små tilbageskridt. Alligevel skal du være med til at opmuntre beboeren til at komme videre, siger hun. Ximena Sanhueza er 39 år og fra Chile. Hun kom til Danmark med sine forældre som flygtning i en alder af bare seks år. I en årrække har Ximena arbejdet som ufaglært vikar på plejehjem. Hun har uddannelse som klinikassistent og senere - i 1999 - som social- og sundhedsassistent, I 2005 blev ansat på Slotsvænget, først som barselvikar, og siden i fast fuldtidsstilling. Et miks af uddannelser Slotsvænget med 40 beboere er et socialpsykiatrisk botilbud, der fra 1. januar 2007 overgik til Lyngby-Taarbæk kommune fra det nu nedlagte Københavns Amt. Personalet er en blanding af pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, en ergoterapeut, en socialrådgiver og en fysioterapeut. I øjeblikket er der syv social- og sundhedsassistenter på Slotsvænget. Der er cirka 60 ansatte og 20 afløsere og altid fire social- og sundhedsassistenter i praktik. Personalet på Slotsvænget er inddelt i tværfaglige teams: - Vi skal bruge hinanden i temaet til at holde gejsten oppe, hvis der er noget, der er tungt, forklarer Marianne Holst, der er teamleder. Hun er selv uddannet socialrådgiver og synes, at de forskellige faggrupper supplerer hinanden godt. - Det ville være kedeligt at arbejde her, hvis vi alle sammen var uddannet på samme måde, siger de to samstemmende. Bygningen i Slotsvænget rummer også værksteder, køkkener og bibliotek i kælderen. Tage ansvar for eget liv På Slotsvænget arbejder man efter behandlingsmetoden "Recovery". Direkte oversat fra engelsk betyder det helbredelse, men Marianne og Ximena vil hellere oversætte til, at beboerne skal indstille sig på "at overkomme" ting. Som eksempel fortæller Ximena Sanhueza om dengang da hun var i praktik på Slotsvænget som social- og sundhedsassistentelev, mens stedet stadig var en traditionel psykiatrisk arbejdsplads. - Jeg kan se, at Recovery som behandlingsform giver andre resultater. F.eks. er beboerne selv med til at vaske tøj i dag, de skal selv rydde op på deres værelse, og de kan deltage i alskens møder og tage beslutninger om deres eget liv. Vi kan ikke bestemme over dem - de er voksne mennesker. Nu skal de selv gå i banken, og det er deres eget ansvar, at pengene kan række til en måned - de er jo ikke børn. Endestation eller pitstop Selvom Ximena Sanhueza understreger, at det ikke er et mål i sig selv, at beboerne kan flytte ud i egen lejlighed, synes hun alligevel, at det er dejligt, at tre beboere er flyttet inden for den korte tid, hun selv har været ansat på Slotsvænget. - Der er stor forskel på beboerne, alt efter om de har boet her længe eller ej. Jan, som jeg er kontaktperson for, har f.eks. boet her i 20 år, og jeg tror ikke, at han kan forestille sig at bo andre steder. Men blandt de unge, der bliver henvist til os fra de psykiatriske afsnit på Gentofte og Glostrup hospitaler, er der nok en anden holdning. De vil gerne have et hjem hurtigst muligt - jamen, så må vi jo være med til at lære dem at rydde op på deres værelse eksempelvis, eller få styr på et blandingsmisbrug af medicin og illegale stoffer, siger Ximena Sanhueza . I virkelighedens verden skal personale, netværk og familie til den sindslidende hele tiden være indstillet på små fremskridt og nogle gange store tilbageskridt. Marianne Holst og Ximena Sanhueza lægger heller ikke skjul på, at nogle beboere kan ønske sig tilbage til de trygge rammer på et hospital. Den økonomiske virkelighed har forhindret, at Slotsvængets beboere kan deltage i madlavning, fordi der simpelthen ikke har været penge nok til at bygge køkkenerne om til en standard, som Arbejdstilsynet kan acceptere. Bygningerne er oprindelig bygget som plejehjem, så der er også mennesker, der siger nej tak til at flytte ind i de beskedne rammer: Et værelse på 12 kvadratmeter samt et bad og toilet, der skal deles med 10-12 andre beboere. I form på mange måder Er beboeren selv indstillet på det, støtter personalet gerne vedkommende i forsøg på at tage mindre medicin. - Det kan være svært at sætte en tidsgrænse på, hvornår en nedtrapning af medicin kan lykkes, for beboeren skal jo hele tiden ville det. Nogle kan trappes ud, mens andre fungerer godt på medicin eller slet ikke kan undvære det, forklarer Ximena. Marianne Holst uddyber: - Vi forsøger at følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at beboerne helst kun skal have et præparat mod deres psykiske lidelse, og det kan jo godt give os lidt konflikter med behandlingspsykiatrien. Der er fordomme begge veje, hvor vi groft sagt finder, at de medicinerer for meget, mens de synes, at vi overlader for meget til beboeren, siger Marianne Holst. Hun lægger vægt på, at det ikke er et mål i sig selv på Slotsvænget at få trappet beboerne ud af medicin - der er bare mange, der har gavn af det. Omvendt kan der også være beboere, der ikke kan klare det og må have medicinen tilbage. Da medicin i psykiatrien er kendt for at trætte brugerne og give dem nogle ekstra kilo på sidebenene, har en motionsdag som Sct. Hans løbet selvfølgelig også til formål at bringe beboerne på Slotsvænget i bedre form. Så den lidt søvnige morgenstemning, der var i bussen, da vi tog af sted til Roskilde, er afløst af en fortjent powernap på vej tilbage til Lyngby og de trygge rammer for enden af villavejen. Ximena får det sidste ord: - For os gælder det om at støtte beboerens ønske, uanset hvilken vej, det går. "Recovery" er et overordnet syn på tilværelsen, hvor du skal tage ansvar for dit eget liv. Du kan læse mere om Slotsvænget på deres egen hjemmeside: slotsvaenget-ltk.dk Styr på stemmerne På Slotsvænget har personalet taget initiativ til at danne landsdækkende netværk for mennesker, der hører stemmer Mobiltelefonen har været Guds gave til psykisk syge, der hører stemmer. Så kan du nemlig gå og tale med stemmerne uden at omgivelserne undrer sig over, hvem du snakker med. Du kan bare lade som om, at du taler i mobiltelefon. Mange af beboerne på det psykiatriske bosted, Slotsvænget, hører stemmer. Det kan være en del af deres psykiske lidelse eller opstå på grund af traumatiske oplevelser tidligere i livet, såsom vold eller incest. Det er i dag legalt for beboerne på Slotsvænget at fortælle om, at de hører stemmer, og de kan deltage i undervisning om lidelsen sammen med personalet. Beboerne kan også deltage i en selvhjælpsgruppe på selve Slotsvænget, hvor man kan udveksle tips og tricks til at komme videre. Plagsomme stemmer Socialrådgiver Marianne Holst og social- og sundhedsassistent Ximena Sanhueza anslår, at også normale mennesker uden psykiske lidelser kan høre stemmer - en eller flere gange i løbet af livet. Stemmerne bliver først et problem, når du er bange for dem, og de styrer dit liv. Stemmehørende kan føle sig så plagede eller bange, at de isolerer sig eller bliver depressive. Det, at høre stemmer, kan opstå på grund af en krise i dit liv, et dødsfald eller udløses af en anden negativ oplevelse. - For vores beboeres vedkommende er der som regel tale om meget ubehagelige stemmer, forklarer Marianne Holst. Stemmerne kan være meget nedladende, kritiserende og ubehagelige for beboeren. Strategien for både personale og beboere er derfor at finde en eller flere metoder, der kan hjælpe med at få stemmerne under kontrol - f.eks. ved at finde frem til, hvem det er, der taler. Er det en afdød mormor? Er det en voldsmand fra fortiden? Eller hvem det nu kan være. - Vi ved godt, at det kan lyde tosset, men for nogle af vores beboere er det lykkedes at få stemmerne væk ved bogstaveligt talt at begrave dem eller putte dem i en æske. Det er meget plagsomt at høre stemmer, for det gør det svært for dig at koncentrere dig. Forestil dig, at du har høretelefoner på, hvor nogle snakker løs til dig, samtidig med at du skal forsøge at tale med en person over for dig. Kan man ikke slippe helt af med stemmerne, kan det måske hjælpe at lave aftaler med dem og kun at snakke sammen en gang i døgnet. Brugerne i stemmehørernetværk kan netop bruge hinanden til at finde frem til metoder, der kan holde styr på stemmerne. Marianne Holst anslår, at der er 20-25 netværksgrupper af på landsplan. Læs mere om stemmehørernetværket på www.hearingvoices.dk Tilbage til infoa nr. 7 - 2007