Læs op Udskriv $name Flere hænder og mer' i løn Af Jørgen Arboe-Bæhr, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten Forårets strejker og demonstrationer blandt plejepersonalet over hele landet har godt nok sat gang i gaden på Christiansborg. Kravene var så enkle, at enhver kunne forstå, hvad strejkerne handlede om. Flere hænder og mer' i løn. Og det interessante er, at det er krav, der har bred opbakning i befolkningen. Selv ikke den mest ihærdige journalist kunne støve en utilfreds ældre op, på trods af, at strejkerne jo "gik ud over" deres hjemmehjælp eller dagligdag på plejehjemmet. Lad mig sige det klart. Jeg er fuldstændig enig i kravene. Faktisk har Enhedslisten allerede for to år siden rejst kravet om flere ansatte og højere løn i den sociale service. Det er en del af vores finanslovsudspil, og vi mener det alvorligt. Når det handler om flere hænder, er der som minimum brug for 10 pct. flere ansatte i ældreplejen, i daginstitutionerne, på hospitaler og skoler, og ikke mindst i rengøringsbranchen. Vi har lavet en plan for, hvordan vi kan rekruttere de mange nye, gennem uddannelse, fuldtidsstillinger til de deltidsansatte der ønsker det, social støtte til de svageste ledige, bedre integration, og ikke mindst ved at forhindre fortsat nedslidning, sygdom og førtidspensionering. Når det handler om løn er der reelt tale om rigtig mange mennesker, som arbejder for en urimelig lav løn i den offentlige service. Udover plejepersonalet gælder det også pædagoger og medhjælpere, sygeplejersker, HK'ere, portører, m.fl. Der er tale om mere end 400.000 offentligt ansatte, der er lavtlønnede, og de har alle fortjent et lønløft, der er til at mærke. Her forslår Dansk Folkepartis 5 mia. kr. som en skrædder i helvede. Vi siger, der er brug for en pulje penge på finansloven på 11 mia. kr. om året, svarende til en årlig lønforbedring på 2.000 kr. om måneden i gennemsnit. Vi vil ikke være med til, at folketingsflertallet skal sætte sig ned og bestemme præcis, hvad hver enkelt gruppe skal have i løn. Det må være op til de kommende overenskomstforhandlinger. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg mener, at de lavest lønnede skal have mest. Det groteske i situationen er, at der er et flertal i Folketinget, som i større eller mindre udstrækning støtter kravene. Men især Dansk Folkeparti svigter det flertal til fordel for deres samarbejde med regeringen. Når det kommer til regeringspartierne, så klamrer de sig til det uholdbare argument, at en pulje penge til lønforbedringer vil være indblanding i overenskomstforhandlingerne. Det kommer fra den selv samme regering, som forud for overenskomstforhandlingerne aftaler en præcis lønramme med Kommunernes Landsforening. Det er de rammer, som betyder, at kommuner og regioner bliver holdt i et økonomisk jerngreb af finansminister, Thor Pedersen. Ham har vi ikke været heldige med. Regeringens politik går i korthed ud på at udsulte den offentlige sektor til fordel for privat velfærd, hvor dem der har råd til at betale for sygeforsikringer, tilkøbsydelser, osv., kan få velfærd på 1. klasse, mens alle andre må nøjes med discountløsninger. Det sker i skøn samdrægtighed med Dansk Folkeparti. For de ansatte er konsekvenserne ad h... til. Stadig færre skal løse stadig flere opgaver. Det fører til stress og nedslidning, som både gør ondt på den enkelte og er dyrt for samfundet. Samtidig er der ikke plads til de nødvendige lønforbedringer. Det er vel egentligt ikke så underligt, at det er svært at få mennesker til at arbejde for 19.000 kr. om måneden med hårdt arbejde i ældreplejen, eller for 22.000 kr. om måneden som uddannet pædagog. For at det ikke skal være løgn bliver dagligdagen også forpestet af de mange krav om kontrol og dokumentation. Det er bl.a. en konsekvens af regeringens krav om udliciteringer og konkurrence med private udbydere. Vi må alle se i øjnene, at en forudsætning for, at dagligdagen for offentligt ansatte reelt skal forbedres, er, at VKO-flertallet fjernes fra magten. I Enhedslisten har vi en målsætning om, at man skal være glad for at gå på arbejde, og tilfreds, når man går hjem igen. Tilbage til infoa nr. 8 - 2007