Valgkamp i Seniorklubben
Der var fuldt hus, da fagforeningens Seniorklub havde besøg fra Christiansborg.
Af: Anne Guldager
Selvom der endnu ikke officielt er fløjtet gang i valgkampen, var det en valgparat Mette Reissmann (S), der den 9. april gæstede FOA Social- og Sundhedsafdelingens Seniorklub.
Mette Reissmann, der deltog på afbud fra ældreordfører Astrid Krag, er måske bedst kendt fra TV-programmet Luksusfælden, men hendes engagement i politik rækker langt tilbage, fortalte hun den tæt pakkede sal.
Faderen, der også er socialdemokrat, har været borgmester i Esbjerg og formand for Dansk Politiforbund, og moderen var forstander på LO-Skolen i Esbjerg.
”Så jeg er vaccineret med den nål, der hedder fagbevægelse”, fortalte Mette Reissmann, der har har været medlem af Socialdemokratiet siden begyndelsen af 90’erne og i 2011 blev valgt til Folketinget.
Værdighed i ældreplejen
Mette Reissmann er uddannelsesordfører, men benyttede anledningen til at tale om værdighed i ældreplejen og om nødvendigheden af at investere i den velfærd, der i de senere år har været under nedbrydning.
”Jeg er stærkt imod den retorik, hvor man taler om seniorer som ældrebyrden. I, der sidder her i dag, har jo bidraget til at bygge det her samfund op og skabt de rammer, som både nutidige og fremtidige generationer kan nyde godt af”, sagde Mette Reissmann.
Herfra gik hun videre til at tale om det socialdemokratiske forslag om en tidligere tilbagetrækningsalder for nedslidte uden dog at gå i detaljer om præcis, hvem og hvor mange forslaget drejer sig om.
”Det er jo teknikaliteter”, som hun sagde og lovede, at de ville blive uddybet efter et valg.
Møder i Seniorklubben
Fagforeningens Seniorklub mødes den anden tirsdag i måneden fra september til maj. Medlemskab koster 175 kroner pr. år og forudsætter medlemskab af FOA Social- og Sundhedsafdelingen.
Læs mere om Seniorklubben og de kommende aktiviteter her.