Mange bejlere til vigtige poster

Ved FOA SOSUs kommende generalforsamling den 20. november er der kampvalg til både politisk ledelse og bestyrelsen.

Interessen for at være med til at sætte retning for FOA SOSUs politiske arbejde er stor.

To kandidater bejler til en post som medlem af politisk ledelse. Hele fem har meldt sig som kandidater til to bestyrelsesposter, og der er tre kandidater til posten som 2. suppleant.

To kandidater til politisk ledelse

En post som medlem af politisk ledelse bliver ledig, når nuværende medlem Janine Almy stopper ved årets udgang for at gå på efterløn.

De to, der har meldt sig som mulige afløsere for Janine Almy er Christina Frederiksen, suppleant for fællestillidsrepræsentanten i Gentofte Kommune og tidligere medlem af fagforeningens bestyrelse; og Emil Ottesen, fællestillidsrepræsentant i Albertslund Kommune.

Også næstformand Camilla Pedersen og medlem af politisk ledelse Jannie Hagbo er på valg, men da ingen stiller op på deres poster, kan de begge se frem til genvalg uden modkandidater på generalforsamlingen den 20. november.

Fem kandidater til bestyrelsen

Interessen for at blive menigt medlem af fagforeningens bestyrelse er endnu større.

Her bliver to poster bliver ledige, når bestyrelsesmedlemmerne Lene Tesdorph Jørgensen og Mads Jürgensen forlader bestyrelsen.

Fem kandidater har meldt deres kandidatur til en af de to ledige poster:

Maria Scalvini, fællestillidsrepræsentant på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Michael Gyes, fællestillidsrepræsentant i Herlev Kommune.

John Post, SSA-elev i Frederiksberg Kommune.

Christian Gedebjerg fra Psykiatrisk Center København.

Desuden stiller Christina Frederiksen op til bestyrelsen som alternativ til posten som medlem af politisk ledelse.

Heidi Kelm Jensen og Susanne Winsløw er på valg, men genopstiller uden modkandidater.

(Opdatering 24/10:) Bestyrelsesmedlem Susanne Yesilmen har meddelt, at hun ikke genopstiller, men da det skete efter opstillingsfristens udløb, er der umiddelbart ingen opstillede till hendes post. 

Tre kandidater til suppleantpost

På posten som 1. suppleant til bestyrelsen opstiller Charlotte Bartholin fra Hjemmeplejen i København uden modkandidater.

Til den ledige post som 2. suppleant opstiller tre kandidater:

Lone Gitte Hansen, fællestillidsrepræsentant i Brøndby Kommune.

Elisabeth Kolnes Frederiksen, fællestillidsrepræsentant i Dragør Kommune.

Desuden opstiller John Post som alternativ til en post som ordinært bestyrelsesmedlem.

Genvalgte revisorer

På posten som kritisk revisor genopstiller Bettina Svenningsen, fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommune.

Som hendes suppleant genopstiller Pernille Skovgaard Jensen som alternativ til posten som bestyrelsessuppleant.

Begge genopstiller uden modkandidater.

 


 

Brevstemmer: 

Der kan brevstemmes i fagforeningens åbningstid fra den 5.-19. november. Medlemmer, som har brevstemt i fagforeningen, kan ikke stemme ved personvalg på generalforsamlingen. 

Præsentationer: 

Alle opstillede har fået mulighed for at lave en skriftlig præsentation. Præsentationerne vil blive udsendt med nyhedsbrevet, inden der åbnes for brevstemmer i fagforeningen.