Strukturudvalgets arbejde og anbefalinger
For FOA handler det nu om at påvirke udviklingen frem mod den nye struktur og opgavefordeling.
Vi har valgt ikke at linke til Deloittes mastodont-undersøgelse af Danmarks redningsberedskab. Ikke fordi, den ikke er interessant, men fordi, det for FOA nu handler om at påvirke udviklingen frem mod den nye struktur og opgavefordeling og frem mod fremtidens redningsberedskab, som kan løse fremtidens opgaver.
Strukturudvalget
Da Deloittes anbefalinger ikke passede ret mange - om nogen overhovedet - besluttede politikerne at sparke bolden til hjørnespark. Det skete ved at nedsætte et såkaldt strukturudvalg og beslutte et kommissorium for dets arbejde. Udvalget fik tidligere departementschef Ib Valsborg til formand og blev desværre sammensat uden repræsentanter fra dem, der rent faktisk udfører arbejdet med at redde mennesker og værdier.
Vanskelig opgave
Man kan næppe misunde Ib Valsborg opgaven. Omkring så godt som alle de emner, der blev diskuteret, har det været en smal sag at forudse, hvad de forskellige udvalgsmedlemmer mente. Det var primært i dette forum, at striden mellem kommunernes og statens folk udspandt sig. Og det bærer udvalgets afsluttende rapport og den måde, udvalget blev kørt over på af den realpolitiske verden, tydeligt præg af.
Udvalget fik forlænget sin frist og havde vist en bunden opgave med at komme med anbefalinger som favnede de forskellige interesser. En opgave som viste sig umuligt at løse.
Inden udvalget var færdigt, havde Finansministeriet og KL afstukket de store linjer for fremtidens redningsberedskab. Både strukturelt og økonomisk. Siden er denne aftale blevet konfirmeret i det brede forlig om Vækstpakken, og det må formodes, at der er rimelig stor konsensus omkring indholdet.
Strukturudvalgets rapport er dog ikke helt uinteressant og bør, om ikke nærlæses, så skimmes for ideer og beredskabsfaglig relevant viden.