Kongressen har talt. Her er FOAs politiske ledelse i den kommende kongresperiode
Foto:
Rasmus H. Breum
Pressemeddelelse
FOA har sat fremtidens hold
Fagforbundet FOA har på sin kongres i Aalborg valgt den ledelse, der skal tegne og udvikle forbundet de næste år. I spidsen står forbundsformand Mona Striib. ”For mig er det en påmindelse om at holde fødderne på jorden, snuden i sporet og arbejde solen sort for FOAs medlemmer.”
Til stående klapsalver fra 569 delegerede er Mona Striib i dag genvalgt til forbundsformand for FOA.
”Det er en kæmpe ære, som gør mig meget glad og rørt. At være forbundsformand kræver ydmyghed over for opgaven – for den er stor. For mig er det en påmindelse om at holde fødderne på jorden, snuden i sporet og arbejde solen sort for FOAs medlemmer,” siger Mona Striib.
Hun har stået i spidsen for FOA siden 2018 og sekunderes fortsat af næstformand Thomas Enghausen i den kommende kongresperiode.
FOAs 6. ordinære kongres fandt sted i lyset af trepartsforhandlingerne om et lønløft og de forestående overenskomstforhandlinger på det offentlige område.
Siden tirsdag har de delegerede i Danmarks tredjestørste fagforbund været samlet for at fastlægge visionerne for FOAs arbejde i de kommende fire år.
Med kongressens mål er der givet et stærkt mandat til det fremadrettede arbejde, siger Mona Striib:
”Vi skal have et arbejdsliv, vi kan holde til – et arbejdsliv, hvor vores faglighed og indsats bliver anerkendt. Vi skal kæmpe for det velfærdssamfund, vi har bygget gennem generationer, som er kernen i et lige samfund.”
Fagforbundet FOAs politiske ledelse består af:
Mona Striib, forbundsformand
Thomas Enghausen, næstformand
Tanja Nielsen, sektorformand i FOAs Social- og Sundhedssektor
Kim Henriksen, sektorformand i FOAs Pædagogiske sektor
Pia Heidi Nielsen, sektorformand i FOAs Kost- og Servicesektor
Thomas Brücker, sektorformand i FOAs Teknik- og Servicesektor
Helena Mikkelsen, fagpolitisk ordfører
Maria Klingsholm, fagpolitisk ordfører
Joan Lindskov, fagpolitisk ordfører