Pressemeddelelse

Ny analyse: Privat velfærdsopsparing rammer de svageste

Hvis vi i fremtiden skal spare ekstra op til vores alderdom ved siden af skatten, vil det ramme de svageste og favorisere middel og overklassen, det viser ny rapport fra AE-rådet.

Et system med privat opsparing til velfærd vil øge uligheden, simpelthen fordi serviceniveauet kommer til at afhænge af den enkeltes mulighed for at spare op, det konkluderer AE-rådet i en ny analyse.

Analysen kommer efter flere udspil og politiske prøveballoner, som henover sommeren og efteråret har lagt op til omorganisering af velfærdssamfundet, ved at indføre en plejeopsparing ved siden af skatten.

”Konklusionen er måske temmelig indlysende, men det er vigtigt, at vi en gang for alle får fastslået, at et brud med den universelle velfærdsmodel, med en opsparing eller forsikring ved siden af skatten, vil ramme de svageste og favorisere middel og overklassen,” siger Thomas Enghausen, næstformand i FOA.

AE-rådet fastslår, at mens det er en mulighed at indføre et element af omfordeling af de privatopsparede midler for på den måde at sikre velfærden for de svageste borgere, så er det svært at se fordelene i et sådant system sammenlignet med den eksisterende skattefinansierede velfærdsmodel.

”Forslagene om en eller anden form for privat velfærdsopsparing prøver at løse et problem, vi ikke har. Den universelle velfærdsmodel er ikke truet. Der er faktisk penge nok i råderummet til velfærden i fremtiden. Også når vi bliver flere ældre og børn. Og hvis man spørger danskerne, så siger 7 ud af 10, at de er villige til at betale mere i skat, hvis pengene går til at forbedre velfærden”, fastslår Thomas Enghausen.

Analysen viser også, at selv om der har været en stigende tendens til, at danskerne tegner private sundhedsforsikringer, så udgør de meget lidt sammenlignet med de offentlige tilbud. I 2022 blev der udbetalt 2,4 mia. kr. fra sundhedsforsikringer, mens der i det offentlige blev brugt 225,5 mia. kr. på sundhedsvæsenet.

”Det vi har brug for er, at vi bruger de nødvendige midler til at finansiere fællesskabet. Velfærden er siden 2015 blevet underfinansieret med 22,5 mia. kr. Og så er det jo ret indlysende, at dem der har råd, søger private løsninger, mens dem der ikke har oplever, at den offentlige velfærd får sværere ved at leve op til forventningerne,” siger Thomas Enghausen.

Fagforbundet FOA holder kongres i Aalborg kultur og kongrescenter den 21.-23. november 2023.

Analysen er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for FOA og belyser de fordelingsmæssige konsekvenser af en øget privat opsparing som finansiering af nuværende universelle velfærdsydelser.