Pressemeddelelse
Børn skal have flere uddannede voksne i klasselokalet
Veksler skolerne de lange skoledage til færre timer med flere voksne, bør det være voksne med en stærk faglighed. Her udgør de erhvervsuddannede pædagogiske assistenter et stort potentiale.
Skoledagen skal gøres kortere for alle børn – og endda kan den gøres endnu kortere, hvis skolerne bruger de penge, de sparer, på at give børnene flere timer, hvor der er to voksne i klassen.
Sådan lyder et af initiativerne i regeringens nye udspil til markante ændringer i folkeskolen, Frihed og fordybelse.
I FOA hilser formand for Pædagogisk Sektor Kim Henriksen udspillet med to voksne i undervisningstimerne velkomment. Ikke mindst på grund af den høje klassekvotient.
”Det er meget meningsfuldt at have to voksne til stede i klasserne. Elevtallet i hver enkelte klasse er over de seneste årtier mange steder blevet tårnhøjt. Samtidig har vi set en stigning i andelen af børn, der mistrives. At sikre børnene flere voksne vil betyde, at børnene bedre kan få hjælp med det faglige, men det vil også kunne skabe bedre trivsel, fordi der bliver skabt større overskud til at møde det enkelte barns behov og til at støtte børnene socialt,” siger Kim Henriksen.
Han peger derfor på vigtigheden af, at det bliver pædagogisk uddannet personale, der bliver sat ind som den ekstra voksne, børnene skal have i klassen ud over læreren. Især peger han på, at de pædagogiske assistenter kan træde ind i den rolle.
”Børnene skal omgives af uddannede voksne med en stærk børnefaglighed. Det gælder alle børn, men er især vigtigt for de børn, som er i udsatte positioner. De pædagogiske assistenter er med deres uddannelse netop i stand til at understøtte børn i deres trivsel og udvikling. Det gælder både i skolen og i de såkaldte mellemformer, som fletter tilbud til børn med særlige behov sammen med skolen. De pædagogiske assistenter kan planlægge og gennemføre pædagogiske aktiviteter med blandt andet idræt og bevægelse. Det, de pædagogiske assistenter kan tilføre, rammer fuldkommen plet i forhold til regeringens ønske om at fremme det flerfaglige samarbejde mellem lærere og det pædagogiske personale.
I dag udgør FOAs faggrupper en del af det pædagogiske personale i folkeskolen, både pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere. Men her bør kommunerne sætte ind og tilbyde erfarne pædagogmedhjælperne at blive uddannet pædagogiske assistenter. Er man over 25 år og har man mere end to års erfaring, kan man få merit for ens praktiske erfaring og tage den ellers godt tre år lange erhvervsuddannelse på mindre end et år.
”På hele det pædagogiske område – båden inden for dagtilbud og i de sociale botilbud, er der en kolossal mangel på personale med en pædagogisk uddannelse. Men vi skal også styrke den pædagogiske faglighed i folkeskolen. Derfor bør vi målrettet gå efter ikke kun at uddanne de erfarne pædagogmedhjælpere, men også efter at trække flere unge til uddannelsen til pædagogisk assistent,” siger Kim Henriksen.
Interessen for at tage uddannelsen er stigende. Men selv om behovet for flere pædagogiske assistenter tydeligvis er stort, bliver en stor del af de ellers egnede ansøgere til uddannelsen afvist på grund af manglende studiepladser. For eksempel blev der i 2021 optaget 1.116 på uddannelsen til pædagogisk assistent på landets sosu-skoler. Imens fik endnu flere – nemlig 1.231 - afslag på deres ansøgning til uddannelsens grundforløb.
”Det er en helt meningsløs flaskehals, som vi skal have gjort op med. For der er ingen tvivl om, at de pædagogiske assistenter skal med inden for rammen, når man tegner et billede af fremtidens folkeskole,” siger Kim Henriksen
Kontakt
Sektorformand Kim Henriksen, telefon: 31 62 32 33
Hent billede