Hvem er Danmarks allerbedste tillidsvalgte?
Igen i år står A4 Medier bag kåringen af årets tillidsrepræsentant og årets arbejdsmiljørepræsentant, og du kan allerede nu nominere den eller dem, du mener, skal løbe med den store hæder. Sidste år blev FOA-TR Helle Andreassen kåret som Årets TR.
Af: Jacob Kabel
”Jeg er meget rørt lige nu. Jeg er meget beæret og meget stolt.”
Helle Andreassen, TR i hjemmeplejen i Solrød Kommune, var tydeligt helt rundt på gulvet, da hun sidste år blev hyldet som Årets TR. I år kan det blive dig – eller din kollega.
Kender du den TR, der bare udfylder rollen exceptionelt godt? Eller arbejder du sammen med en AMR, der får arbejdsmiljøet til at spille i alle hjørner af din arbejdsplads? Så er det nu, du skal indstille vedkommende.
På hjemmesiden Årets TR 2023 er der åbent for indstillinger til henholdsvis Årets Tillidsrepræsentant og Årets Arbejdsmiljørepræsentant. Kåringen finder sted den første november i Cirkusbygningen i København, hvor der er planlagt et show af den helt store slags.
Der er allerede indstillet en lange række tillidsvalgte, så det tegner til, at der bliver hård konkurrence om den store hæder. Sidste frist for indstilling er den første september.
Du kan se mere om sidste års fejring af Helle Andreassen på Fagbladet FOAs Instagram