Midttrafik skifter kontrolkurs
Midttrafik vil alligevel ikke give bøder, hvis buspassagerer mangler billet, fordi bussernes dankortautomater ikke virker.
Af: Anders Schou
Trafikselskabet havde ellers besluttet, at buspassagerer skulle have en bøde, hvis en ustabil automat havde været ude af drift, men pludselig igen virkede, når kontrollørerne steg på. Bøden skulle falde, selvom passagererne havde meldt fejlen til chaufføren. Passagererne kunne så klage til Midttrafik, der lovede, at selskabet via en såkaldt log ville kunne tjekke, om automaten havde virket, dengang passageren forsøgte at købe billet.
De ustabile dankortautomater har skabt frustrationer hos passagerne, og repræsentanter for billetkontrollørerne og chaufførerne opfordrede i søndagens JP-Århus til, at Midttrafik skulle skrotte dankortautomaterne.
Medieomtalen af Midttrafiks nye kontrolpraksis udløste protester fra både borgere og politikere, og mandag ændrede Midttrafik så holdning. Nu slipper passagererne for bøder, hvis dankortautomaten ikke virker, og passagerne har meldt fejlen til chaufføren.
Se tv-indslag om Midttrafiks bødepolitik