Læs op Udskriv Torsdag den 19.05.2011 Støt PROSA mod CSC IT-fagforeningen PROSA har indkaldt til en demonstration, der skal samle støtte til deres CSC-ansatte medlemmer, som er ude i en hård konflikt. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou FOA Århus opfordrer til at deltage i demonstrationen, som starter kl. 15.00 d. 26. maj i København. LO Århus og FTF Midtjylland har arrangeret fælles gratis bustransport, der afgår fra Musikhuset i Århus kl. 10.00. Der serveres en sandwich i bussen, mens øl og vand kan købes. Forventet hjemkomst er kl. 23.00. Tilmelding skal ske på PROSA’s hjemmeside: www.prosa.dk/26maj , hvor interesserede også kan hente flere informationer. FOA Århus støtter PROSA’s konflikt med den amerikanske IT-gigant CSC, og fagforeningen opfatter konflikten som principiel for hele fagbevægelsen. Årsagen er, at CSC vil diktere løn- og arbejdsforhold herunder en lønnedgang på 30 % og bruger skruebrækkere for at tvinge kravene igennem. Selskabet angriber således fagbevægelsens position på arbejdsmarkedet, som en af to parter, der forhandler om løn- og arbejdsforhold. Det er altså lønmodtagernes demokratiske rettigheder, der står på spil, når det gælder medindflydelse på egne forhold. Arbejdsgiverorganisationen Danske Erhverv støtter CSC, og det viser, at arbejdsgiverne gerne vil bruge CSC som en murbrækker, der kan gennemtvinge nye spilleregler på arbejdsmarkedet, som svækker lønmodtagerne. Hvis CSC vinder over PROSA vil andre CSC-ansatte møde tilsvarende krav, og kan én arbejdsgiver diktere en lønnedgang på 30 %, vil andre forsøge at gøre det samme. FOA Århus har besluttet at støtte PROSA’s kamp med 25.000 kr. og opfordrer til, at andre fagforeninger også bakker PROSA op.