Får 60.000 kr. efter fødselsdagsfyring
Odder Kommune skal nu betale social- og sundhedshjælper Pia Helena Simonsen en godtgørelse på 60.000 kr. Kommunen fyrede hende, efter hun havde holdt fri til sin mands fødselsdagsfest.
Af: Anders Schou
- Det er forfærdeligt, at man kan blive fyret, fordi man holder en fridag, man har fået bevilget, mener Pia Helena Simonsen.
Baggrunden er, at social- og sundhedshjælperen havde en såkaldt FO-dag, som hun gerne ville placere den dag, hvor hendes mand holdt fødselsdagsfest. Hun ønskede derfor afspadseringsdagen i god tid og fik sit ønske godkendt.
Men få dage inden fødselsdagsfesten ringede hendes leder og sagde, at godkendelsen var en fejl, fordi Pia Helena Simonsen skulle på kursus den dag, der var fest. Social- og Sundhedshjælperen opdagede senere, at det havde været muligt at tage kurset en anden dag, men det tilbød lederen hende ikke.
Pia Helena Simonsen nægtede derfor at deltage i kurset og kom ikke til det, da hun jo havde fået fri. Derefter fyrede Odder Kommune hende.
FOA har hele tiden ment, at fyringen var usaglig, og Odder Kommune har nu accepteret at betale en godtgørelse på 60.000 kr. til Pia Helena Simonsen.
- Jeg ville selvfølgelig gerne have haft mit job igen, men når det nu ikke kunne lade sig gøre, så synes jeg, at de 60.000 kr. er en fin afgørelse, siger hun.
Social- og sundhedshjælperen søger nu arbejde i nabokommunerne.