Plejehjem behøver flere ansatte – ikke udliciteringer

Udpeg årets bedste praktiksted 2012Århus Byråd skal på det første byrådsmøde i august, behandle et forslag om udlicitering af Plejeboligerne Bøgeskovhus og muligvis også lokalområdets hjemmepleje. Men begrundelsen for forslaget er mildest talt besynderlig. Forvaltningen beskriver udliciteringen, et såkaldt offentlig-privat samarbejde, som et ”lærings- og innovationsprojekt”. Kommunen vil altså lære af private virksomheder, som åbenbart også skal udvikle ældreplejen. Men Sundhed og Omsorg har allerede stor erfaring i samarbejde med private virksomheder i ældreplejen, og noget tyder på, at forvaltningen har sat kikkerten for det blinde øje.

I FOA Århus har vi også et indgående kendskab til såvel den offentlige som den private hjemmepleje i Århus. Vi organiserer nemlig plejepersonalet i både det offentlige, i private selvejende institutioner, og i private hjemmeplejefirmaer. Arbejdet, der skal udføres, er stort set det samme, og planlægningen af arbejdet foregår efter stort set de samme principper. Og de ansatte oplever alle steder, at de har det samme hovedproblem: der er for lidt faglært plejepersonale, hvis vi skal levere en kvalificeret og anstændig hjælp til de ældre, som har brug for hjælp.

På ældreområdet fungerer den offentlige og private sektor således meget ens, og det er derfor svært at se, hvordan en privat virksomhed skal kunne bidrage med epokegørende nyt, når det gælder plejen af de ældre. I det mindste bør man give de lokale ledere og medarbejdere de samme muligheder for at komme med bud på, hvordan ældreplejen eventuelt kan forbedres. Ældreplejens ansatte er trods alt eksperterne, når det gælder deres eget arbejde, og det er en urimelig forskelsbehandling af det offentligt ansatte plejepersonale, at Sundhed og Omsorg ikke vil give medarbejderne lov til selv at byde på opgaven.
For personalet kan helt sikkert pege på forbedringer, selvom det i øvrigt sagtens kan ske i andre, bedre og billigere sammenhænge end en udliciteringsproces.

En udliciteringsproces skader nemlig ældreplejen, fordi processen i sig selv skaber mere bureaukrati, som skal lave udbudsmateriale og senere kontrollere den private virksomhed. Flere undersøgelser fra blandt andre AKF, Anvendt KommunalForskning, viser da også, at resultaterne af udlicitering er tvivlsomme.


Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen

FOA Århus
Christian X’s Vej 56-58
8260 Viby J