Læs op Udskriv Torsdag den 07.11.2013 Debatindlæg: Høj pris for busbøder Del på Facebook Del på X Send som mail Århus Stiftstidende beskriver d. 7. november, hvordan rekordmange passagerer uden billet har fået bøder i de århusianske busser, og hvordan rekordmange busser er blevet kontrolleret. Resultaterne er imidlertid ikke så imponerende, som de ser ud, for der har heller aldrig været så mange buskontrollører i Århus, og de århusianske skatteydere og buspassagerer betaler en unødvendig høj pris for deres indsats. Midtttrafik har tidligere oplyst, at selskabet har hyret 24 G4S-vagter til at kontrollere busser, og 7 af de oprindelige kontrollører må stadig gå på arbejde, så Midttrafik har altså 31 kontrollører på gaden. Dette tal er rekordhøjt. Da Midttrafiks eget kontrollørkorps var fuldtalligt, talte det 24 kontrollører. Antallet faldt, da Midttrafik i foråret 2010 fyrede to kritiske kontrollører. Det skete i forbindelse med, at Midttrafik fjernede kontrollørernes ret til at vise konduite overfor passagerer, som var uden gyldig billet, men som tydeligvis ikke ville snyde, eksempelvis udviklingshæmmede, demente, børn og udenlandske turister. Flere fyringer af fagligt aktive og engagerede kontrollører fulgte. Og et hårdt psykisk arbejdsmiljø gjorde andre kontrollører syge. Til sidst var kun syv tilbage på gaden. Det er naturligvis absurd at sammenligne indsatsen fra et stadig mere reduceret kontrollørkorps med den indsats, som rekordmange kontrollører kan præstere. Dertil kommer, at det oprindelige kontrollørkorps skulle dække hele Århus Kommune, og som de århusianske buspassagerer har erfaret, så møder man oftest G4S-kontrollørerne i midtbyen, hvor de hurtigere kan nå at tjekke mange passagerer og busser. Endelig skulle de oprindelige kontrollører dække alle buskøreplanens timer, mens det er uklart om G4S-kontrollørerne kan nøjes med de travleste timer, hvor der er flest busser og passagerer at tjekke. Århus Stiftstidendes artikel sammenligner således pærer og bananer. For skatteyderne og buspassagererne er det imidlertid værre, at prisen for de mange G4S kontrollører er en helt unødvendig ekstraudgift. Ikke alene har Midttrafik selv ødelagt sit eget kontrollørkorps. Selskabet betaler nu både for G4S-kontrollørerne OG løn til de tjenestemandsansatte kontrollører, som selskabet kører fyringssager mod, og som nu ikke må kontrollere busser, selvom de gerne vil. Borgerne kunne have sparet mange penge, hvis Midttrafik havde en anstændig personalepolitik og ikke valgte at køre en lang række meget tvivlsomme fyringssager mod kontrollører, der har været fagligt aktive og kritiske. Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen FOA Århus Christian X’s Vej 56-58 8260 Viby