Foto: Colourbox Læs op Udskriv Torsdag den 15.05.2014 Dagplejere protesterede og blev hørt Dagplejerne i Åbyhøj bevarer tilknytningen til deres bydel og tror nu igen på, at dagplejen har en fremtid i området. Nogle Åbyhøj-dagplejere skulle ellers høre under Brabrand Dagtilbud, men dagplejerne protesterede og blev hørt. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou Dagplejerne i Åbyhøj er glade, fordi de også fremover skal høre sammen med et lokalt pasningstilbud. - Dagplejen er jo et knaldgodt tilbud, og nu tror vi bestemt på, at dagplejen har en fremtid også her lokalt, siger en af dagplejerne Ann Bomholt. Dagplejerne frygtede en organisatorisk ændring, som ville flytte dem fra Åbyhøj Dagtilbud og fordele dem på Brabrand Dagtilbud og Gl. Åby Dagtilbud. De såkaldte dagtilbud er en samling af daginstitutioner og dagplejere i et område. Børnene er garanteret en børnehaveplads i det dagtilbud, hvor de starter i vuggestue eller dagpleje. Så hvis dagplejen ikke længere organisatorisk er en del af et lokalt dagtilbud, så mister forældre garantien for, at deres barn kan få en lokal børnehaveplads, hvis de vælger dagpleje. Den lokale børnehaveplads har stor betydning for mange forældre, fordi den sikrer, at deres børn kan begynde i den lokale skole sammen med jævnaldrende børnehave-kammerater og få en tryg skolestart. Derfor frygtede dagplejerne, at mange forældre ville fravælge de dagplejere, der fremover skulle høre under Brabrand Dagtilbud. De protesterede til de ansvarlige politikere og foreslog, at dagplejerne i stedet samlet blev flyttet til Gl. Åby Dagtilbud, som også ligger i bydelen Åbyhøj, så dagplejen kunne bevare sin lokale tilknytning. Og dagplejerne blev hørt. Århus Byråd har vedtaget, at dagplejerne fra Åbyhøj Dagtilbud nu hører under Gl. Åby Dagtilbud. - Jeg synes altid, at man skal protestere, hvis man oplever, at der bliver taget forkerte beslutninger – uanset om man tror, at det kan betale sig eller ej. Men det er selvfølgelig dejligt, at politikerne lyttede, og hvis flere gjorde som os, ville der måske blive taget nogle bedre beslutninger, mener Ann Bomholt. Se øvrige nyheder