Læs op Udskriv Torsdag den 27.03.2014 Jobsøgningskurser spilder arbejdsløses tid Flere arbejdsløse FOA Århus medlemmer fortæller, at de ikke lærer at søge arbejde på jobsøgningskurser. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Anders Schou - Jeg har absolut intet fået ud kurset, og det er rystende, når jeg og andre har brugt hele to uger på det, mener en arbejdsløs social- og sundhedshjælper, der har været på jobsøgningskursus hos en såkaldt privat aktør, firmaet Job Vision. Social- og sundhedshjælperen har været ledig et halvt år og ønsker at være anonym, fordi hun er utryg ved at stå frem. - Der er så meget kontrol med alting, så man bliver let mistroisk som ledig, og det er jo Jobcenteret, der sendte mig ud til firmaet, forklarer hun. Den anonyme social- og sundhedshjælper fortæller, at hun slet ingen hjælp fik til at lave ansøgninger og kun 20 minutters snak om sit CV. - Jeg havde forventet, at vi fik hjælp til at søge job, men der blev overhovedet ikke kigget på vores ansøgninger. Det var slet ikke noget jobsøgningskursus, mener hun og fortæller, at kursustiden mest gik med, at underviseren fortalte opsigtsvækkende succeshistorier om mennesker, som han påstod, at han havde fået i arbejde, eksempelvis en alkoholiker, der skulle have fået et chefjob. - Det er jo volapyk. Skulle vi så drikke os i hegnet for at få et job? Tror de, vi er dumme? spørger en forarget social- og sundhedshjælper, som siger, at kursusdeltagerne talte sammen om, hvordan jobsøgningskurset var spild af tid. Hun undrer sig over, at jobcentret sendte hende på et jobsøgningskursus, men ikke ville betale 1100 kr., så hun kunne tage et latinkursus. Social- og sundhedshjælperen er også HK-uddannet og et latinkursus ville bringe hende tættere på en lægesekretæruddannelse. - Jobsøgningskurset er helt sikkert meget dyrere, og her slår man i virkeligheden plat på folk. Og samtidig stjæler kurset tid, som jeg kunne have brugt på at søge arbejde, siger hun. Kritik ærgrer Anne-Marie Lauritsen er afdelingsleder for Job Vision i Århus, og hun er ærgerlig over kritikken. - Vi arbejder med mennesker og vil jo gerne have, at kurset giver mening for dem, siger hun. Afdelingslederen fortæller også, at kursisterne normalt får individuel vejledning til deres ansøgninger. - Jeg kan ikke forklare, hvad der er gået galt her, måske har vi haft et problem med kommunikationen, siger Anne-Marie Lauritsen. Den utilfredse social- og sundhedshjælper er langtfra den eneste, som har haft negative oplevelser på et jobsøgningskursus. En anden social- og sundhedshjælper har haft en tilsvarende oplevelse på et andet 14-dages jobsøgningskursus, der var arrangeret af AOF. Heller ikke denne social- og sundhedshjælper ønsker at stå frem. - Underviseren arbejdede slet ikke med de enkelte kursisters ansøgninger. Vi måtte faktisk slet ikke bruge computere i undervisningen, men kun i pauserne, fortæller hun. Social- og sundhedshjælperen havde ellers forventet, at hun havde fået konkret hjælp til at forbedre sine ansøgninger. - Men jeg har intet lært. Meget tid gik med at se tv-optagelser, der ikke var relevante, som f.eks. en debat om en svinestald, fortæller hun. Hos AOF kan daglig leder Jens Peter Buch Larsen ikke sige, hvad der er sket i det konkrete undervisningsforløb, når det gælder hjælp til ansøgninger, fordi kritikken er anonym. - Vi lægger vægt på individuelle samtaler – og det kan også være om ansøgninger, men det er forskelligt, hvad folk har brug for. Nogle har brug for hjælp til ansøgning eller CV, andre har brug for hjælp til for eksempel et brancheskift, siger han. Jens Peter Buch Larsen fortæller, at tv-debatten om svineproduktion skulle vise, at der kan være forskellige opfattelser af en sag. - På den måde bruger vi aktuelle eksempler, som skal vise, at folk kan opfatte ting forskelligt, og at det også er sådan med de enkelte ord og vendinger i en ansøgning, eller hvordan ansøgningen ser ud, siger han. Ofte negative oplevelser FOA Århus formand Kirsten Normann Andersen fortæller, at FOA Århus og den lokale a-kasse ofte hører om medlemmer, der har den slags negative oplevelser på jobsøgningskurserne, som hun er stærkt kritisk overfor. - I bedste fald får arbejdsgiverne nogle mere tjekkede ansøgninger og CV’er at kigge på, og i værste fald lærer kursisterne slet intet. Men under alle omstændigheder er jobsøgning en underlig kompetence at give folk, der er jo ikke mange hverken private eller offentlige arbejdspladser, der producerer ansøgninger og CV’er, siger FOA Århus formanden. Hun peger på, at reel efteruddannelse kan være et godt tilbud til mange. Og så synes hun, at der skal ske noget, så ledige lettere kan få foden indenfor på arbejdsmarkedet. - Ledige jobs bliver oftest besat af folk, som i forvejen har et job, og på den måde bytter folk i arbejde jobs i et ret lukket kredsløb. Det bør vi gøre noget ved, mener FOA Århus formanden, som konkret foreslår en økonomisk præmie til arbejdsgivere, som i ordinære stillinger ansætter personer, der har været ledige i mere end et halvt år. FOA Århus formanden mener også, at fagforeningens jobformidling, FOA Århus Jobmatch, er et godt tilbud til de ledige. - Her kan de få nogle vikariater, der kan hjælpe dem til at få foden indenfor, forklarer hun. Se øvrige nyheder