Vind en iPad i FOA Århus’ nytårskonkurrence

FOA Århus sætter nu endnu en iPad på spil i en nytårskonkurrence, hvor deltagerne skal forudsige, hvad der sker i 2014. I afdelingens store julekalenderkonkurrence var det pædagogmedhjælper Mette Vissing, der vandt en iPad.

FOA Århus’ medlemmer kan nu vinde en iPad, hvis de kan svare rigtigt på en række spørgsmål, der handler om, hvad der vil ske i 2014. Den konkurrencedeltager, som svarer rigtigt på flest spørgsmål, vinder. Hvis flere deltagere står lige, så trækker FOA Århus lod mellem dem. Der er et link til nytårskonkurrencens 20 spørgsmål nederst i denne artikel, og spørgsmålene skal senest besvares mandag d. 27. januar. Interesserede kan også finde nytårskonkurrencen på www.foa-aarhus.dk, hvor det i begyndelsen af 2015 vil blive offentliggjort, hvem der har vundet konkurrencen.

Fagforeningens store julekonkurrence var et tilløbsstykke, som havde over 1200 deltagere fra starten. Til sidst havde blot 43 medlemmer svaret rigtigt på samtlige spørgsmål, og FOA Århus trak så lod om, hvem der skulle vinde konkurrencens hovedpræmie, som også var en iPad.

Pædagogmedhjælper Mette Vissing vandt konkurrencen, og afdelingsformand Kirsten Normann Andersen ringede og fortalte hende den glade nyhed den 27. december.

- Jeg blev jublende lykkelig og overrasket, fortæller Mette Vissing, der er pædagogmedhjælper i en børnehave, der ligger i Gellerup.

Hun forklarer, at hun umiddelbart kendte svarene på nogle af de 24 spørgsmål og ellers oftest ret let fandt svarene, når hun ledte på afdelingens hjemmeside, hvor deltagerne kunne finde alle svar. I tre-fire tilfælde måtte hun dog gætte mellem svarmulighederne og var så heldig og gættede rigtigt.

FOA Århus ønsker Mette Vissing tillykke med hendes nye iPad.

Julekalenderkonkurrencen har betydet, at mange FOA Århus medlemmer har lært afdelingens hjemmeside bedre at kende. Antallet af unikke besøgende, dvs. brugere som mindst en gang har besøgt siden, blev i december mere end fordoblet sammenlignet med samme måned året før. Og antallet af sidevisninger blev mere end femdoblet. 

Deltag i nytårskonkurrencen her