Landsretten: Midttrafik skal betale 300.000 kr. til fyret billetkontrollør

PRESSEMEDDELELSE:

Vestre Landsret har besluttet, at en tidligere billetkontrollør skal have 300.000 kr. i erstatning, ”fordi de faktiske omstændigheder, som blev påberåbt som begrundelse for afskedigelsen… på helt centrale punkter har været forkerte”, som det hedder i dommen.

Landrettens afgørelse er en stadfæstelse af en tidligere fra Retten i Århus.

- Vi er rigtigt glade for den meget klare dom, siger Kirsten Normann Andersen, der er formand for FOA Århus. Billetkontrolløren er medlem af FOA, som har kørt sagen for ham.

Midttrafik opsagde den tjenestemandsansatte billetkontrollør i 2011, efter trafikselskabet havde beskyldt ham for at have truet en kollega på livet. Midttrafiks ledelse meldte sagen til politiet, som dog frafaldt den, da de ikke mente, der var noget grundlag for anklagen. Alligevel rejste Midttrafik sagen i et såkaldt tjenstligt forhør, der er en slags arbejdsret for tjenestemandsansatte. Her mente en landsretsdommer heller ikke, at billetkontrolløren havde gjort noget forkert. Alligevel valgte Midttrafik at fyre kontrolløren, og derefter anlagde FOA en erstatningssag, som fagforeningen i 2013 vandt ved byretten i Århus.

Selvom tre forskelige instanser altså på det tidspunkt havde underkendt Midttrafiks ledelse, så valgte trafikselskabet at anke sagen til landsretten, hvor FOA nu igen har fået medhold.

- Det er urimeligt, at en dumstædig ledelse er årsag til, at skatteborgerne ikke alene skal betale en stor erstatning, men også meget omfattende sagsomkostninger, mener Kirsten Normann Andersen, der også peger på, at den langvarige sag har været en stor belastning for billetkontrolløren..

Udover de 300.000 kr. skal Midttrafik betale 60.000 kr., som skal dække FOAs omkostninger til landretssagen, og dertil kommer selvfølgelig trafikselskabets egne sagsomkostninger.

FOA Århus formanden mener, at også politikerne i Midttrafiks bestyrelse har et ansvar for skatteydernes tab.

- De har bevidstløst bakket direktionen op og har ikke været deres opgave voksen, understeger FOA formanden.

Yderligere oplysninger og kommentarer:
Kirsten Normann Andersen
Tlf.: 2631 3190