gvu hold 2015
Hanne Nielsen blev færdig med et snit på 9,3. Hun sidder som nummer to fra højre på nederste række.

Nyuddannet assistent med 25 års erfaring

På bare otte måneder har 15 meget erfarne sygehjælpere gennemført uddannelsen som social- og sundhedsassistenter, og selv om det har været hårdt, så har det også været sjovt, udfordrende og lærerigt.

Hanne Nielsen har været uddannet sygehjælper siden 1990, og nu har hun på rekordtid gennemført sin nye uddannelse som social- og sundhedsassistent med et flot snit på 9,3.

- Jeg er glad, og jeg er også lidt stolt, men det har også været meget hårdt, fortæller Hanne Nielsen, der igennem de otte måneder skulle bestå ni eksamener med karakterer og to special-fag.

- To gange var vi ude for at skulle op til eksamen to gange på en uge, og det var stressende. Hvis jeg havde vidst, at forløbet var så intensivt, så havde jeg nok overvejet det en ekstra gang, men man er jo alligevel glad for, at man har gennemført bagefter, fortæller den 53-årige nyuddannede assistent.

Alle elever var over 50 år, da de begyndte på den intensive uddannelse, og det har været en stor fordel, mener Hanne Nielsen. Hun tror nemlig ikke, at der ville have været så stor samhørighed og respekt for hinanden, hvis der havde været en stor aldersspredning. Ifølge hende har der været stor gensidig opbakning, og hun tror også, at det er årsagen til, at så mange har afsluttet med et højt snit.

- Vi har stor respekt for hinanden og har været gode til at få hinanden med hele tiden. Erfaringen gør også, at det er nemmere at forstå meget af teorien. Noget af det, vi har lært, er jo ting man altid godt har vidst, men som jeg ikke har kunne sætte ord på. Nu kan jeg også argumentere fagligt, fortæller hun.

Hanne Nielsen er nu tilbage på arbejde i Århus Kommune og er lige nu i gang med at lære mere. Der er nemlig ikke praktik under uddannelsen, og hun har derfor sidemandsoplæring, indtil det praktiske er på plads.

- Jeg skal eksempelvis oplæres i medicinhåndtering, sårbehandling, kateterskift, dokumentation og flere andre ting. Der er i princippet ingen tidsgrænse, men på et tidspunkt har jeg jo lært det, siger Hanne Nielsen, der aldrig var i tvivl, da hun fik tilbuddet. For selv om hun nu får mere i løn, så var det ikke derfor, hun sagde ja tak.

- Jeg kan se, at udviklingen går hen i mod mere og mere specialisering, og jeg har været lidt nervøs for at få en leder, der ikke vidste, hvad jeg kunne som sygehjælper, og som derfor fratog mig de opgaver, jeg godt kan lide. Det behøver jeg ikke tænker over mere, slutter hun.

De tidligere sygehjælpere har modtaget voksenelevløn plus et tilskud på 5000 kr. pr. måned og har derfor kunne gennemføre uddannelsen med næsten samme indtægt som tidligere. Pensionen har de dog ikke modtaget i de otte måneder.