Debatindlæg: Faglighed er vigtigere end hjemlighed
Claus Jacobsen fejlciterer mig i et debatindlæg d. 9. juni. Her fremstår det som om, jeg er modstander af, at der er hjemligt på byens plejehjem. Det er jeg naturligvis ikke.
Men jeg synes, det er nedladende overfor personalet, når den ansvarlige rådmand Jette Skive fortæller byens plejehjemsledere, at ”indretningen og hjemligheden er lige så vigtig som den faglige ekspertise og skal prioriteres lige så højt.”
For naturligvis er det vigtigere, at plejehjemsbeboere får mad, drikke, medicin og toiletbesøg, end at der er friske blomster på bordene. Og naturligvis er det en del af social- og sundhedspersonalets faglighed, at de bidrager til en indretning og atmosfære, som beboerne finder hyggelig og hjemlig, hvis der overhovedet er tid og ressourcer til det.
Men desværre har evindelige kommunale nedskæringer betydet, at social- og sundhedspersonalet alt for ofte må prioritere deres tid alt for hårdt, fordi de er for få. Det kan for eksempel betyde, at fru Jensen må vente for længe på toiletbesøg, fordi demente fru Pedersen er ved at forlade plejehjemmet, og hr. Hansen samtidig skal have sin medicin på klokkeslæt. Og den situation bliver ikke anderledes, fordi en rådmand eller et byråd øremærker et i denne sammenhæng mindre beløb, som skal bruges på hjemliggørelse.
Men når social- og sundhedspersonalet i hverdagen skal foretage den slags prioriteringer, så virker det nedladende, hvis den ansvarlige rådmand samtidig siger, at nu skal personalet jo også huske, at der skal være hyggeligt. For personalet gør, hvad de kan med de ressourcer, som rådmanden og de øvrige politikere stiller til rådighed.
Afdelingsformand Kirsten Normann Andersen
FOA Århus
Christian X’s Vej 56-58
8260 Viby J