Inge Jensen Pedersen
Inge Jensen Pedersen - ny formand for FOA Århus.

Inge Jensen Pedersen er ny formand for FOA Århus

Opstillingsfristen til flere ledige poster i FOA Århus ledelse udløb 2. august. Der bliver kampvalg om posten som Pædagogisk Sektors formand, men ikke om posterne som formand og næstformand i afdelingen.

FOA Århus næstformand Inge Jensen Pedersen er nu konstitueret som formand, efter Kirsten Normann Andersen i dag fredag d. 5. august stoppede. Kirsten er blevet folketingsmedlem for SF.

En ekstraordinær generalforsamling i FOA Århus skal 1. september vælge ny formand og næstformand for afdelingen. Og da opstillingsfristen udløb 2. august stod det klart, at der kun er én kandidat til hver post. Inge Jensen Pedersen er eneste kandidat til formandsposten og nuværende formand for Pædagogisk Sektor, Mette Fuglsig Schjødt, er eneste kandidat til næstformandsposten.

Der bliver derimod kampvalg om formandsposten i Pædagogisk Sektor. Dette valg sker på et ekstraordinært årsmøde i Pædagogisk Sektor, der bliver holdt umiddelbart efter afdelingens ekstraordinære generalforsamling. Helle Elmstrøm Jensen, sektornæstformand og dagplejer samt Jack Hougaard Kristensen, FTR for pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere opstiller til posten som Pædagogisk Sektors formand.

Kandidaterne får senere mulighed for at præsentere sig i FOA Århus elektroniske nyhedsbrev samt i et almindeligt brev til sektorens medlemmer. Brevet vil også fortælle mere om valghandlingen, herunder mulighederne for at brevstemme i afdelingen.