Debatindlæg: Livsglæde på klippekort?
Plejepersonalet på byens plejehjem burde i det daglige have tid til at hyggesnakke med de ældre, der har betalt skat et langt liv, og som nu har krav på et nærværende personale. Men evindelige sparerunder har betydet, at personalet har alt for travlt, og i stedet får de ældre nu et ”klippekort til mere livsglæde”, som Sundhed og Omsorg udtrykker det i en pressemeddelelse.
Fra 1. maj har de ældre på byens plejehjem nemlig fået et klippekort, der giver dem en halv times ekstra hjælp hver anden uge. De ældre kan bruge deres klip, som de vil, og Sundhed og Omsorg giver i pressemeddelelsen nogle eksempler: ”En hyggesnak, oprydning i skabe og skuffer, højtlæsning eller måske en gå- eller fisketur..”.
En halv times nærvær hver anden uge er selvfølgelig bedre end ingenting. Men det er da uværdigt, at de ældre ikke i det daglige kan få en hyggesnak eller få ryddet op, hvis de har behov for det.
Det er den såkaldte værdighedsmilliard fra staten, som financierer klippekortet, men reelt fodrer man hunden med egen hale, for samtidig snupper staten med omprioriteringsbidraget en del af Århus Kommunes økonomi.
Der er i stedet brug for ro og forudsigelighed omkring plejeboligernes økonomi. Og økonomien bør være så robust, at personalet har tid til nærvær i hverdagen - og ikke blot hver anden uge.
Charlotte Beuchert Overgaard, Jytte Dylmer, Britha Lund Sørensen, Anette Samuelsen, fællestillidsrepræsentanter, FOA Århus