FOA Århus kritiserer private OK-forlig
Overenskomstforligene for de privat ansatte lønmodtagere bekymrer FOA Århus, som gerne vil forhindre, at en forkert udvikling breder sig til det offentlige område.
Af: Anders Schou
FOA Århus er stærkt kritisk overfor den udvikling på arbejdsmarkedet, som overenskomstforligene på det private område er udtryk for.
Det er især to ting, der bekymrer FOA Århus, som i dag har diskuteret de forlig, som arbejdsgiverne og fagforbundene har indgået for de privat ansatte lønmodtagere.
Den ene ting er, at arbejdsgiverne får mulighed for at diktere systematisk overarbejde, så lønmodtagerne i perioder skal kunne arbejde op til 42 timer om ugen. FOA Århus mener, at den øgede fleksibilitet for arbejdsgiverne vil skade lønmodtagernes familie- og fritidsliv.
Den anden bekymrende ting er, at lønmodtagerne nu skal bruge deres egne pensionspenge, hvis de vil have flere seniordage. FOA Århus synes, at det er en forkert udvikling, hvis der bliver indført et princip, som handler om at ”fodre hunden med sin egen hale”, så det fremover er tilbageskridt på ét område, der skal betale for fremskridt på et andet.
Der er flere årsager til, at FOA Århus kritiserer den udvikling, som de private overenskomstforlig udtrykker. FOA Århus ønsker at støtte de privat ansatte. Og samtidig vil FOA Århus gerne forhindre, at de bekymrende elementer i de private overenskomstforlig kan sprede sig til det offentlige område, hvor FOA skal indgå nye overenskomster næste år.