Husk dine omsorgs- og seniordage
Omsorgs- og seniordage skal bruges inden nytår, da det er fridage som skal bruges indenfor kalenderåret og ikke ferieåret.
Af: Anders Schou
Mange FOA Århus-medlemmer har omsorgsdage eller seniordage, og dem kan man let komme til at snyde sig selv for. Disse dage skal nemlig bruges indenfor kalenderåret, altså inden 1. januar, mens vi jo er vant til, at de almindelige feriedage skal bruges indenfor ferieåret, der løber fra 1. maj til 30. april.
Alle offentlige ansatte har ret til to omsorgsdage pr. barn fra barnet er født og til og med det år, hvor barnet fylder syv år. Hvis dagene ikke bliver brugt, så vil de typisk være spildt. Omsorgsdage kan nemlig kun overføres til næste år, hvis en forælder ikke har kunnet afholde dem på grund af barsel.
Seniordage har de fleste FOA-faggrupper på det offentlige arbejdsmarked ret til at afholde, når de er fyldt 58 år. Enkelte faggrupper får dog muligheden på andre alderstrin. FOA-medlemmer med ret til seniordage kunne inden 1. oktober 2016 vælge, om de i 2017 vil afholde dagene eller have dem udbetalt. De, som har seniordage tilbage, skal snarest muligt meddele deres arbejdsgivere, hvornår de gerne vil holde dagene. Ubrugte seniordage er nemlig spildt, medmindre en arbejdsgiver af hensyn til arbejdspladsen har afvist en lønmodtagers forslag til, hvornår seniordagene kunne afholdes. Så kan de overføres til næste år.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller fagforeningskontoret, hvis du har spørgsmål om omsorgs- eller seniordagene.