Skal du ansættes i flere timer?
Deltidsansatte har ret til ansættelse i flere timer, hvis de regelmæssigt arbejder mere, end de er ansat til.
Af: Anders Schou
FOA Århus har ofte sager, hvor deltidsansatte medlemmer henvender sig, fordi de arbejder i flere timer, end de er ansat til. Arbejdstiden opgøres over en bestemt periode, og hvis de i den periode har arbejdet mere end de blev ansat til, så er der tale om såkaldt merarbejde. Og hvis merarbejdet er regelmæssigt, så har deltidsansatte ret til at blive ansat i flere timer. Fagforeningen har månedligt sådan en sag, og der kan sagtens være væsentligt flere tilfælde, som fagforeningen endnu ikke har hørt om.
Der er flere fordele ved at være fastansat i det antal timer, som man rent faktisk arbejder. Man får således mere fri i forbindelse med søgnehelligdage og er garanteret mere i løn under sygdom og ferie.
Deltidsansatte har ret til ansættelse i flere timer, hvis arbejdsgiveren i længere tid planlægger med, at de arbejder mere. Hvis merarbejdet ikke åbenlyst er planlagt, kan det stadig godt føre til fastansættelse i flere timer, hvis man for eksempel bagefter kan konstatere, at ekstra-vagterne altid kommer på det samme tidspunkt.
Det afgørende er altså, at merarbejdet skal være systematisk.
Der er ingen økonomisk fordel ved merarbejde, da det modsat fuldtidsansattes overarbejde ikke udløser et løntillæg. Der er dog tale om overarbejde og ikke merarbejde, hvis en deltidsansat indenfor en opgørelsesperiode, den såkaldte normperiode, arbejder mere end en fuldtidsansat.
Kontakt din tillidsrepræsentant eller afdelingen, hvis du har mistanke om, at du har ret til ansættelse i flere timer.