Fokus på ret til flere timer
Et forsøg i tre dagtilbud skal nu vise, om pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter har problemer med at få flere timer, hvis de vil.
Af: Anders Schou
En aftale mellem KL, Kommunernes Landsforening, og de offentligt ansattes fagforbund samlet i Forhandlingsfælleskabet giver deltidsansatte offentligt ansatte en ret til at få et højere timetal, hvis de selv er interesserede, og det praktisk kan lade sig gøre på arbejdspladsen.
Det kan ske ved, at interesserede deltidsansatte bliver tilbudt de ledige timer, der opstår, når en kollega forlader sin stilling, men spørgsmålet er, om det sker?
I Aarhus Kommunes magistrat for Børn og Unge oplever pædagogmedhjælpernes og de pædagogiske assistenters fællestillidsrepræsentanter ikke, at deres deltidsansatte kollegaer bliver tilbudt ledige timer, og de har derfor rejst spørgsmålet overfor magistratens ledelse.
En såkaldt prøvehandling – en slags forsøg – skal nu afklare, om der er et problem. I tre dagtilbud vil de deltidsansatte nu blive spurgt, om de ønsker flere timer, og når der opstår ledige stillinger, vil timerne blive tilbudt de interesserede. Det vil så vise sig, om stillingsstrukturen i de tre dagtilbud over tid ændrer sig, så de ansatte gennemsnitligt får flere timer, og om det gennemsnitlige timetal pr. ansat bliver højere, end det er i kommunens øvrige dagtilbud. Skulle dette være tilfældet, kan det være et tegn på, at interesserede pædagogmedhjælpere og pædagogiske assistenter generelt har svært ved at gå op i tid, selvom der opstår ledige timer.