Stor opbakning til FOA Århus Facebook-side
Omkring 300 FOA Århus-medlemmer fulgte opfordringen, da afdelingsformand Inge Jensen Pedersen bad dem ”Synes godt om” FOA Århus Facebook-side.
Af: Anders Schou
Væsentlig flere FOA Århus-medlemmer følger nu med i, hvad der sker på FOA Århus Facebook-side. I onsdags, d. 9. januar 2018, opfordrede afdelingsformand Inge Jensen Pedersen i en mail medlemmerne til at ”Synes godt om” FOA Århus Facebook-side, og det har mange reageret på.
Omkring 300 medlemmer fulgte opfordringen, så der nu er mere end 1440, som ”Synes godt om” siden, og det er en stigning på over 25 %.
Der er dog også medlemmer, der ikke er på Facebook, og som er bekymrede for, om de så fremover vil modtage alle vigtige informationer fra FOA Århus.
Alle vigtige aktuelle informationer vil imidlertid fortsat blive bragt på FOA Århus hjemmeside og udsendt via mail i FOA Århus nyhedsbrev. Ligesom baggrundsinformation stadig vil blive bragt i det trykte og husstandsomdelte afdelingsblad. Så ingen vil gå glip af vigtige informationer fra deres fagforening, fordi de ikke er på Facebook.
FOA Århus Facebook-side viderebringer også nogle af de informationer, som er på hjemmesiden og i bladet. Men derudover henviser Facebook-siden også til mediernes artikler, tv- og radioindslag om FOA Århus-medlemmerne, ligesom der er kampagnemateriale, som er beregnet til at blive delt på Facebook, så medlemmerne kan være med til at sprede fagforeningens budskaber via Facebook, hvis de vil.