Pressemeddelelse

Åbent brev til magistraten og Aarhus byråd ved Jacob Bundsgaard



Sammen med vedtagelsen af indstilling om omorganisering i Magistraten for Sundhed og Omsorg vedtog byrådet et tillægsforslag om oprettelse af ”en implementeringsstyregruppe med repræsentativ deltagelse af relevante repræsentanter for medarbejdere, pårørende, beboere samt ældrerådet, hvor der arbejdes med en systematisk implementeringsproces med reel indflydelse”.

Fællestillidsrepræsentanterne for medarbejderne og deres faglige organisationer tog beslutningen bogstaveligt og gik ud fra, at medarbejderne i implementeringsstyregruppen skulle være med til at styre implementeringsprocessen sammen med ledelsen, sådan som navnet siger. På det første møde i styregruppen stod det klart for medarbejderrepræsentanterne, at hverken kommissorium eller arbejdsform svarede til, hvad man kan forvente af en styregruppe. Der var snarere tale om en slags følgegruppe, der kunne komme med gode råd og ikke meget andet. Det blev tydeligere frem til andet møde i styregruppen, hvor materialet var omfattende og kom i sidste øjeblik, uden at nogen andre end ledelsen i styregruppen havde haft indflydelse på fremgangsmåden. Det fik medarbejderrepræsentanterne til at forlade mødet og bede det politiske udvalg om at definere begrebet styregruppe og styregruppens kompetence.

Afhængig af svaret ville medarbejderrepræsentanterne tage stilling til deres videre tilstedeværelse i implementeringsstyregruppen.

Onsdag den 3. marts 2021 fik medarbejderrepræsentanterne på et møde med Social- og Omsorgsudvalget et svar. Konklusionen er, at styregruppen reelt er en følgegruppe, og at kompetencerne er begrænset til at bidrage med gode råd og idéer. Styregruppen har ingen kompetence til at styre implementeringsprocessen. Så er styregruppen efter medarbejdernes og organisationernes opfattelse heller ikke en styregruppe. Dermed er den også irrelevant. Den indflydelse, som medarbejderrepræsentanter blev stillet i udsigt, får de ikke. Det videre arbejde må som konsekvens foregå i MED-systemet, dvs. HMU. Derfor trækker alle medarbejderrepræsentanterne sig fra implementeringsstyregruppen.

De faglige organisationer bakker fuldstændig op om medarbejderrepræsentanternes beslutning og vil nu efterfølgende opfordre såvel magistraten som byrådet til at melde klart ud om, hvordan man stiller sig til udvalgets fortolkning af begrebet styregruppe og definition af kompetencer. Skulle magistrat og byråd være enige med udvalgets beslutning og redegørelse, skal vi som organisationer opfordre magistrat og byråd til for eftertiden at være mere klar i brugen af begreber, så man undgår at stille medarbejdere og medarbejderrepræsentanter, samt borgere og pårørende noget i udsigt, som man faktisk ikke kan leve op til. En sådan begrebsklarhed vil gavne i alle forhold fremover i hele kommunen.

Medarbejderrepræsentanterne gik ind i implementeringsstyregruppen, og organisationerne støttede dem, ud fra den forventning, at man skulle være med til at styre implementeringen af den nye organisation. Havde byrådet derimod vedtaget, at det skulle have været en følgegruppe, ville medarbejderne ikke have sagt ja til at deltage.

Nu er næsten hele omorganiseringen i MSO gennemført, og vi kan konstatere, at medarbejderne ikke har haft den store indflydelse på beslutningerne. Vi konstaterer, at man med ”reel indflydelse” mener noget ganske andet, end det medarbejderrepræsentanterne og de faglige organisationer har forestillet sig. Det tager vi til efterretning.

Venlig hilsen

Dansk Sygeplejeråd

Danske fysioterapeuter

Ergoterapeutforeningen

Akademikerne

DJØF

Dansk Magisterforening

HK Østjylland

Kost og Ernæringsforbundet

Dansk Metal Østjylland, Brancheklubben for offentligt ansatte

FOA

 

Yderligere oplysninger og kommentarer:

FOA Århus næstformand Mette Fuglsig Schjødt: 2968 4111