FOA vil beholde både fridage og frokostpause

De offentligt ansatte i FOA takker nej til forslagene om at afskaffe lønmodtagernes fridage og/eller frokostpauser i forbindelse med de kommende trepartsforhandlinger

Forhandlingerne mellem regeringen, lønmodtagerne og arbejdsgiverne skal skaffe et øget arbejdsudbud. Men FOA's formand mener ikke, at løsningen er at tvinge alle til at arbejde mere.

”Jeg synes hellere, man skal prøve at finde nogle gulerødder til dem, som gerne vil - og kan - arbejde mere”, siger Dennis Kristensen.

Forpostfægterier
De seneste dage er der blevet nævnt en lang række forslag, herunder de offentligt ansattes betalte frokostpause, Store Bededag og 1. maj, som kan komme i spil under trepartsforhandlingerne.

Ifølge Dennis Kristensen er det dog mest forpost-fægterier forud for forhandlingerne.

Selv forventer FOA at præsentere sit udspil til trepartsforhandlingerne i slutningen af måneden.

”Jeg tror for eksempel ikke, at arbejdsgiverne i virkeligheden er interesseret i at afskaffe vores frokostpause - for vi står jo til rådighed for akutte opgaver i pausen”.

FOA's formand henviser til, at det for eksempel vil være umuligt at få tingene til at hænge sammen mange steder inden for sygehus-, pleje- og dagpleje-sektoren, hvis de ansatte ikke også står til rådighed i deres frokostpauser.

- Når man taler om at fjerne Bededag eller 1. maj, så er det jo heller ikke en særlig intelligent løsning at få folk til at arbejde én dag mere om året. Den intelligente løsning er at finde noget, som giver noget hele året rundt, siger Dennis Kristensen.