Godt KLS-valg til PenSam Forbrugergruppe
Valget til PenSam forbrugergruppen for Kost og Service fik som resultat, at hvert andet medlem i Region Hovedstaden er en KLSer.
Langt flest stemmer blandt de 8 netop valgte fik KLS-næstformand Mimi Bargejani med 187; mens Liselotte Nielsen, fællestillidsrepræsentant på Gentofte Hospital, fik 97 stemmer. Også Lene Anthony, fællesTR i Københavns Sundhedsforvaltning, blev valgt ind med 73 stemmer, mens ’Køkkenras’ Christiansen fra Frederiksberg-klubben kom ind på 8. pladsen med 57 stemmer.
1. suppleant blev FællesTR i BUF København, Irene Holmstrøm med 56 stemmer. Mens Kate Rasmussens 52 stemmer gjorde hende til 3. suppleant.
I alt stemte 1.312 ud af de 17.520 stemmeberettigede FOA-medlemmer i hovedstads-regionen – eller 7,1 procent.
De 8 valgte indgår i PenSams landsomfattende forbrugergruppe for Kost og Service, som har i alt 43 medlemmer.
Startet med intromøde 21. marts
Forbrugergrupperne i PenSam er valgt for en fireårig periode til at holde øje med og foreslå forbedringer af pensionskassens ydelser til medlemmerne.
Alle de knap 400 nyvalgte medlemmer af de fem forbrugergrupper i PenSam er allerede startet med et introduktionsmøde 21. marts.
”Her blev jeg valgt ind i forbrugergruppe-ledelsen for pensionsordningen for Kost og Service. Så KLSere er altid velkomne til at kontakte mig med forslag til PenSam,” siger Mimi.
De nye forbrugergrupper mødes også til årsmøder i efteråret.