Kropsvisiteret for at finde en mobil
Væk var den. Janne Grubbe skulle lige til at ringe, men kunne ikke finde sin mobiltelefon.
Forstanderen for Deborah Plejecentret på Østerbro skønnede, at mobilen var forsvundet ved at en af medarbejderne havde stjålet den. Så hun beordrede alle medarbejderne kropsvisiteret.
Derfor blev rengøringsassistenten A. ved 13-tiden kontaktet af en mandlig medarbejder L., som skulle eftersøge mobilen. Hun bliver pålagt at åbne sit personaleskab, som L. gennemroder for at se, om mobilen er gemt i skabet. Da der ikke er fangst, gennemsøger han også hendes frakkelommer, og alle skoene i rummet bliver endevendt.
A. må tage sine sko af og vende lommerne ud af sit tøj. Hun bliver bedt om at hoppe på stedet og åbne sin mund for at sikre, at hun ikke har skjult mobilen på sin krop. Da mobilen ikke dukker op, får hun endelig lov at gå.
Alle gode gange tre
Da A. en time senere er færdig med vagten og vil tage hjem, bliver hun på vej ud af Deborah ældrecentret atter stoppet af L., som igen gennemroder hendes taske, beder hende åbne munden og tage skoene af, før hun får lov til at gå ud af plejecentret.
Men lige uden for centrets udgang, hvor der står andre kollegaer fra andre faggrupper, bliver A. for tredje gang bedt om at åbne sin taske og mund. Først da hun også har hoppet, får den midaldrende rengøringsassistent endelig lov til at gå hjem.
Dog prøver L. lige at få A. til at udlevere telefonnumrene på hendes to kollegaer – for dem vil han også søge at få fat i. Men hun giver ham ikke deres mobilnumre.
Den sad i opladeren
Godt det samme, for det havde heller ikke givet resultat.
Telefonen dukkede nemlig op igen, den var slet ikke stjålet.
Plejecentrets forstander Janne Grubbe havde bare glemt, at hun havde sat mobilen til at lade op på sit kontor.