Sådan mærker vi udliciteringen
De har flere spørgsmål, end de har svar. 1. oktober udliciterede København 71 kommunale rengøringsassistenter og specialarbejdere til det private rengøringsfirma Alliance+ i kulturhuse, biblioteker, idrætsanlæg og museer. Hvordan mærker de det på f.eks. Københavns Museum?
- Den første dag som medarbejdere udliciteret til det private firma Alliance+ var forvirrende og stresset, fortæller Inger-Marie Olesen og Lene Møller, der sørger for at Københavns Museum på Vesterbrogade holdes rent.
- Vi havde ingen arbejdsplaner og fik ikke noget arbejdstøj. 1. oktober tænkte jeg, at nu skal jeg begynde på en ny arbejdsplads efter at have været her i 18 år, siger Inger-Marie Olesen.
- Forvirrende at arbejdet stort set er det samme. Det er usikkert, hvad og hvor meget vi skal gøre rent nu. – For vi véd jo, vi skal gøre mindre rent, når vi skal klare større områder, siger Lene Møller, der har været tre år på Museet.
De fik først arbejdsplanerne 4. oktober. Men Alliance+-kontaktpersonen har ikke gået med rundt og set på gulve, vægge og vindueskarme.
- Københavns Bymuseum er anderledes end f.eks. en idrætshal. Den gamle, fredede bygning har særlige gulve, stuk-lofter og messing-dørhåndtag. En fra firmaet må komme og sige, hvordan vi tre medarbejdere kan gøre det hele en tredjedel hurtigere rent, siger Inger-Marie.
Kan de gamle gulve tåle drypsystem
Museet og kontorejendommen i Absalonsgade har forskellige gulve - trægulve, asfaltgulve, lysmalede gulve og hvidpigmenterede gulve. De skal behandles på hver sin måde.
Tidligere havde de ansatte hvert sit område, men var gode til at hjælpe hinanden. Uden surhed eller mokkeri.
- Alliance+ siger, de plejer at have områderne delt op. Nu må vi se, hvordan det bedst kan gøres her, siger Lene.
Inger-Marie: - Nu får vi en anden rengøringsvogn. Men jeg er i tvivl, om museets gamle gulve kan tåle drypsystem.
- Vi har også spurgt, hvad vi skal gøre, når firmaet kontraktligt skal skifte håndklæder, viskestykker, rengøringsklude og måtter osv. De vil gerne have, jeg sørger for tingene, men så går det fra mine andre rengøringsopgaver. Det er alt sammen nyt; nu må vi lige give det en chance, siger Inger-Marie, der har fungeret som rengøringsleder.
Kommunen ville udlicitere
De understreger begge, at det altså er kommunen, som har lagt op til beslutningen om udlicitering. Andre medarbejdere på museet undrer sig over firmaets tilbud om at gøre så meget billigere rent.
- Men der er nok en grund til, at de kan tilbyde at gøre det billigere, mener Inger-Marie.
For Lene er uvisheden ikke rar: - Først hørte vi, at vi skulle arbejde 30 procent mere og gå 20 kr. ned i løn, når vi kommer over på den private overenskomst. - Hvordan skal vi nå at gøre Museet og kontorbygningen rent, især når det bliver vinter, og der slæbes jord og snesmat med ind.
1, 2, 3 o’clock, 4 o’clock - ROCK
Københavns Museums viser indtil 31. marts 2013 en udstilling om rock, dans og ungdom i 1950’erne, hvor verdens første teenage-generation gjorde de voksne bekymrede.
Rengøringsmedarbejderen Inger-Marie Olesen har medvirket i en arbejdsgruppe:
- Det har været noget af det bedste i mit arbejdsliv – at være med til at lave denne udstilling om ’Rock i 1950ernes København’. Vi har fortalt historier om rock på Enghave Plads, idol-dyrkelsen, og leveret fotos. - En del af mit liv er pludseligt blevet levende igen. Jeg har snakket meget med min mand om det, når vi kigger gamle fotoalbums igennem, fortæller Inger-Marie Olesen.
- Men som udliciteret bliver jeg nok ikke en del af museets liv mere.