Trækplasteret - Valgene mellem 7 kandidater til bestyrelsen
Så var tiden kommet for aftenens tilløbsstykke – de mange valg
Mimi blev genvalgt med klapsalver som fagforeningens næstformand uden modkandidat.
- Det er spændende at arbejde for fagforeningens medlemmer, men også hårdt. Jeg vil gerne tage 4 år mere. Det har mine børn affundet sig med - jeg har sat foto af mig op på toiletbrættet! sagde Mimi som tak for genvalget.
Det gav latterbrøl og tillråbet: - På hvilken side af toiletbrættet?
Hanne Glatter trak sig som faglig sekretær og fik tak fra Ellen:
-Dit seneste halvår med sygdom og stress har været hårdt. Vi ønsker dig al held og lykke fremover, sagde Ellen.
Også Liselotte Frederiksen takkede sin mangeårige kollega for godt samarbejde:
- Rigtigt, at du trækker sig nu. Tusind tak for dine kreative sider – du har lært mig at strikke!
Ny bestyrelse efter en times valg
Flemming Jensen blev genvalgt som medlem af bestyrelsen uden modkandidat og med klapsalver bl.a. fra kollegaer på Vaskeriet og Bispebjerg Hospital.
Og så kom der ellers gang i at udfylde og optælle stemmesedler. Efter at kandidaterne havde fortalt, hvorfor de godt ville ind og arbejde fagligt i fagforeningens bestyrelse.
Først Liselotte Nielsen, fællesTR på Gentofte Hospital og nuværende suppleant til bestyrelsen.
Så præsenteredes den sygemeldte Tove Bahne, fællesTR i Rødovre og suppleant til KLS-bestyrelsen.
Irene Holmstrøm var på uddannelseskursus, så Vibeke Kaspersen anbefalede Irene som fællesTR og formand for U&U Klubben i Københavns kommune.
Jane Vinstrup er ung og ny fællesTR og formand for K.R.I.T.- klubben i Tårnby.
Zeljko Ristic er TR og klubformand for hospitalsmedhjælperne på Bispebjerg.
Pia Nielsen er TR og formand for plejemedhjælpernes klub i De Gamles By.
Endelig Stine Andersen som er køkkenmedhjælper, TR-suppleant og næstformand for klubben i Albertslund.
11 stemmerunder skulle der til mellem de syv kandidater til de to poster som bestyrelsesmedlem og to poster som suppleanter.
Jane Vinstrup fik først flertal – altså mere end de nødvendige 58 stemmer – med 65 stemmer i fjerde afstemningsrunde. Dermed er Jane valgt til medlem af KLS-bestyrelsen de næste fire år.
Udskilningsløbet fortsatte med, at Stine Andersen blev valgt i fjerde runde med 65 stemmer til at være nyt bestyrelsesmedlem i to år.
Derefter blev Liselotte Nielsen valgt til første-suppleant med 91 stemmer.
Og Irene Holmstrøm blev 2. suppleant med 70 stemmer.
Deltagerne tog den næsten en times afstemninger med koncentreret opmærksomhed, hver gang de skrev et navn på stemmesedlen som deres foretrukne kandidat. Mens stemmesedlerne blev talt op i et tilstødende lokale, snakkede, pjattede og grinede de mange kollegaer livligt.
-Selvfølgelig var det en lang omgang, men god demokratisk afgørelse, sagde Inge Marie Schmidt og Bjarne Sørensen fra Gladsaxe. Og deres kollega Mercedes var enig:
-Jeg kommer også næste gang. For når vi går ud af døren og hjem, så har vi glemt stemme-ræset med 11 runder!
Til sidst blev revisorer, dørvagt og fanebærer alle genvalgt.
Lodtrækning – 8 vandt pc og tusse
Rosinen i pølseenden var den med spænding imødesete lodtrækning.
Her fremtryllede afgående bestyrelsesmedlem Lene Anthony glade ansigter, da hun op af posen trak indgangs-numrene på vinderne.
Først var Yvonne Frydendal fra Albertslund heldig og vandt en bærbar pc.
Anette Hertzum fra Gladsaxe jublede også over sin ny pc.
Og Pia Nielsen, Medine Dalan, Lone Hansen, Shakeel, Inge Marie Schmidt og Pia Nielsen fra Døves Vaskeri nød at tage hjem fra generalforsamlingen med 1.000 kr. mere på lommen.