Arbejdsløshedskaravanen kommer til København lørdag 8. juni
Arbejdsløshedskaravanen gennem Danmark nu i Silkeborg og Århus
– kommer til København lørdag 8. juni kl. 11 i Søndermarken!
Søndag 2. juni startede Arbejdsløshedskaravanen fra Aalborg med demo gennem byen, underskriftsindsamling i gaderne og taler på Torvet. Bakket op af fagforeningerne 3F og FOA Aalborg samt BUPL og HK Nordjylland.
Mandag besøgte Arbejdsløshedskaravanen Randers og Silkeborg med lignende aktiviteter. De sluttede aftenen af med debatmøde i 3F Silkeborg om fremtidens dagpengesystem.
Tirsdag kommer de rundt og rejser debat i Århus. Karavane-aktivisterne fortsætter med at samle underskrifter ind for ”Forlæng Dagpengeretten”, som HK har taget initiativ til med opbakning fra FOA og 11 andre fagforbund.
Karavanen kører i bus mellem de 12 byer - for så at gå i demonstrationsmarch ind til centrum af byerne. Onsdag i Vejle, torsdag i Kolding, på Lillebæltsbroen og i Odense. Og fredag i Ringsted og Roskilde.
Sidste stop bliver lørdag i København. Her starter man i Søndermarken over for Frederiksberg Slot lørdag 8. juni kl. 11. Herefter går Arbejdsløshedskaravanen og mange sympatisører de sidste fem kilometer ind til Ørstedsparken i centrum af København, hvor der om eftermiddagen vil være musik, grill og hygge. Med taler fra bl.a. BJMF, HK København, PROSA og BUPL samt en række græsrødder.
Ses vi?