Køkkenpersonale får fagligt løft i stort økologisk projekt
Køkkenmedarbejderne bliver hovedpersoner i et stort projekt, der skal sikre økologisk mad til tusindvis af borgere
Københavns Madhus har fået næsten 30 millioner statslige kroner til et stort projekt, hvor omkring 600 køkkener i offentlige institutioner uden for København omlægges til økologisk produktion.
Cirka 1000 køkkenmedarbejdere skal involveres, og de bliver omdrejningspunktet i ”Projekt omlægning i hoved og gryder”.
”Det er ude i køkkenerne, den nye mad skal produceres og ressourcerne findes; og køkkenpersonalet bliver omlægningens hovedpersoner,” skriver direktør Anne-Birgitte Agger fra Københavns Madhus på dets hjemmeside.
FOA bakker op
Formand for FOAs Kost- Service-sektor, Gina Liisborg, er meget begejstret for projektet:
”Det er en god idé at tænke økologisk ikke mindst i forhold til små børn, for kosten betyder meget for deres indlæringsmuligheder.”
Den økologiske produktion vil også sætte spot på madspild og sæson-betingede råvarer. For økologi handler ikke kun om at købe økologiske æbler eller pærer, men også om hvor råvarerne kommer fra.
”Der er ikke meget økologi i at transportere råvarerne verden rundt - så hvorfor ikke købe årstidernes frugt og grønsager fra Danmark i stedet for dem fra udlandet,” siger Gina Liisborg.
Faglig udvikling
Som en del af projektet bliver køkkenpersonalet tilbudt kurser og efteruddannelse.
Økologi-projektet er en del af regeringens ’Økologisk Handlingsplan 2020’ og løber over en periode på 2 ½ år.
Københavns Madhus forventer, at projektet vil øge det årlige økologiske forbrug med mere end 4.300 tons og komme mindst 38.000 borgere til gode.